Spar på budgettet: Det skal du spise lige nu
Du kan spare kroner ved at kende dine sæsoner. Se her, hvilke madvarer der kan lette madbudgettet lige nu.
De første friske asparges frister på hylderne lige om lidt. Men hvis du væbner dig med lidt tålmodighed, er der mange penge at spare.
De første friske asparges frister på hylderne lige om lidt. Men hvis du væbner dig med lidt tålmodighed, er der mange penge at spare. Foto: Casper Dalhoff/POLFOTO


Sprøde asparges, saftige jordbær og nyopgravede kartofler står lige for døren. Og hvis du sætter dig ind i sæsonerne for de forskellige madvarer - og væbner dig med lidt tålmodighed - kan du få de allermest smagfulde madvarer på bordet, mens de topper - og til den billigste pris.

Det bedste, du kan gøre, er at sætte dig ind i, hvornår de forskellige grøntsager er i sæson. Og det er så her, du skal finde din indre Dalai Lama frem og tage den helt med ro.

Et par uger inde i sæsonen eksploderer væksten og mængden nemlig, og dermed flader udbud og efterspørgsel ud - og så falder prisen.

- Hvis man holder den lidt og ikke køber de første kartofler, der er drevet frem med fiberdug, kan man spare en masse penge ved at følge sæsonerne. 3-4 uger inde i sæsonen er de billigst, fortæller Søren Ejlersen, stifter og næstformand hos Aarstiderne, til Ritzau Fokus.

De grøntsager, som både kokke og private lige nu afventer i spænding, er særligt asparges, rabarber og kartofler. Og de første bliver næsten betragtet som det pureste guld - og det afsejler sig altså også i prisen. Derfor skal du vente et par uger, typisk i midten af juni, men så gælder det altså også om at slå til.

- Køb asparges, når de er der og er billige. Mange restauranter køber stort ind der og sylter dem, så har man til resten af året. Hvis man tænker økonomi, er det godt at sylte sine grøntsager. Og syltede asparges smager vanvittigt godt, siger kok Mikkel Marschall, som ejer Sol over Gudhjem.

Søren Ejlersen fra Aarstiderne er vild med de smagfulde ramsløg, som man lige nu kan få uden at betale en rød øre for dem.

- Lige nu burde hele Danmark spise ramsløg, hele landet flyder med dem. Ramsløg kan du plukke i skovene helt gratis lige nu. Det kan laves til pesto, som også kan fryses. Derudover kan det fermenteres, så holder det helt til næste sæson, fortæller Søren Ejlersen.

For at sikre sig, at det er ramsløg, man har fundet frem til, skal man dufte til dem. De skal dufte mildt af hvidløg, råder Søren Ejlersen. De kan forveksles med liljekonvaller, og derfor kan det være en idé at alliere sig med nogen, der kender dem.

Søren Ejlersen er stor fortaler for at fermentere grøntsager, og lige om lidt kan man også få fat i billige spidskål, som kan fermenteres til en lækker kraut, som kan holde til efteråret.

- De fleste hårde grøntsager kan fermenteres. En broccoli mister lidt farve, men man kan sagtens fermentere asparges, løg og rød peber. Det er levende mad, siger Søren Ejlersen.

Når maden er fermenteret, kan den som udgangspunkt holde sig et halvt år, uden at det går ud over kvaliteten. Men det kan også holde længere, faktisk helt til næste sæson.

Tips til at spare på madbudgettet:

- Køb stort ind af årstidens grøntsager. Du kan forlænge deres levetid ved at sylte eller fermentere.

- Lav store portioner. Så er der til næste dag eller til fryseren.

- Lav mad af de ureelle stykker kød. Det er de steder på dyret, som skal braiseres og tilberedes længere tid. Man får masser af smag og meget mere kød for pengene.

- Efter påske falder prisen på lam.

Kilder: Kok Mikkel Marschall og stifter af Aarstiderne Søren Ejlersen

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.