Spar Nord: Bedste kvartalsresultat nogensinde
Spar Nord Bank kan hæve forventningerne til årets indtjening efter første kvartal med halv milliard i overskud
Foto: Spar Nord/free


De første tre måneder af 2015 blev de bedste i Spar Nord Banks historie. Spar Nord kommer ud af første kvartal 2015 med et resultat før skat på 533 millioner kroner, og det er det bedste kvartal for banken nogensinde, oplyser Spar Nord.

- Resultatet hænger selvfølgelig sammen med den ekstraordinære indtjening fra salget af vores aktiepost i Nørresundby Bank, men det skyldes også, at vores kerneforretning generelt er kommet særdeles stærkt fra start i 2015.

Det siger den administrerende direktør i Spar Nord, Lasse Nyby, i en pressemeddelelse.

Spar Nord Bank ejede mere end 50 procent af Nørresundby Bank, men solgte sin andel i banken i forbindelse med Nørresundbys Banks fusion med Nordjyske Bank.

Salget af aktieposten i Nørresundby Bank betyder en kursgevinst på 226 millioner kroner. Det bringer resultatet af kursreguleringer og udbytte op på i alt 359 millioner kroner i første kvartal.

Men rekordresultatet er ifølge direktøren også hjulpet på vej af blandt andet høj aktivitet på bolig- og formueområdet. Rigtig mange kunder har blandt andet omlagt deres boliglån, og det betyder penge i kassen til Spar Nord.

- De ekstremt lave renter har sat gang i en historisk konverteringsbølge og stigende aktivitet på boligmarkedet i øvrigt, men de lave renter betyder også, at flere kunder efterspørger alternativer til at spare op på en almindelig indlånskonto, siger han.

Resultatet betyder, at Spar Nord Bank kan skrue forventningerne til årets indtjening en tak i vejret.

Forventningerne til hele årets basisindtjening før nedskrivninger går fra omkring 1,4 til 1,5 milliarder kroner - og dermed ser fremtiden omkring 100 millioner kroner bedre ud for banken, som har hovedsæde i Aalborg.

I første kvartal 2014 fik Spar Nord Bank et resultat før skat på 349 millioner kroner, mens overskuddet før skat lød på 705 millioner kroner for hele året.

Bankens er ejet af cirka 120.000 aktionærer og har 385.000 kunder, cirka 1500 medarbejdere og 71 lokale filialer over hele landet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.