Spanske verdensmestre må kæmpe for VM-pligtsejr
Spanien vandt også sin anden kamp ved VM i håndbold, men Brasilien blev blot slået med to mål.


Spaniens forsvarende verdensmestre i håndbold har indtil videre fået en perfekt resultatmæssig start på VM-forsvaret i Qatar.

I holdets anden kamp lørdag blev Brasilien slået med cifrene 29-27, og spanierne måtte altså slås hårdere for sejren end ventet.

Spanien kom ellers komfortabelt foran i løbet af første halvleg, men pauseføringen lød på beskedne 15-14.

Brasilien fik for alvor troen på en overraskelse, da sydamerikanerne kort efter pausen bragte sig foran med et enkelt mål.

I fortsættelsen udviklede kampen sig lige, men i det sidste kvarter trak Spanien fra og gik ind til de sidste minutter med en føring på fire mål, inden Brasilien pyntede lidt på stillingen til sidst.

Fredag åbnede Spanien med en sejr på 38-33 over Hviderusland og har dermed maksimum point for to kampe i gruppe A.

Det samme har Slovenien, der lørdag vandt sin anden kamp i turneringen med 34-29 over Hviderusland.

Slovenerne trak fra i de første 30 minutter, der blev vundet 17-8. Hviderusland fik lov til at reducere i anden halvleg, men spændende blev det aldrig.

Senere lørdag kan også værtsnationen Qatar bringe sig på to sejre ud af to mulige i gruppe A, når holdet møder Chile klokken 17.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.