Det spanske protestparti Podemos har vendt socialisterne, der søger at danne regering, ryggen.
Podemos har trukket sig fra samtaler med PSOE om at danne den næste regering i Spanien.
Det sker, efter at det kom frem onsdag, at socialisterne har indgået en regeringsaftale med centrumpartiet Ciudadanos.
Det "forhindrer", ifølge Podemos' leder, Inigo Errejon, "muligheden for at forme en pluralistisk regering med fokus på forandring".
Spanien står uden regering næsten ti uger efter valget.
Pedro Sanchez, den socialistiske leder, har brug for det spanske protestparti i sin jagt på støtte til at blive premierminister.
Parlamentet skal stemme for eller imod hans politiske program i næste uge, og som situationen står nu, bliver det et nej.
Selv med Podemos støtte ville han dog ikke have de nødvendige mandater.
Hvis Pedro Sanchez - som det står - taber afstemningen, går stafetten videre til de andre partiers kandidater, som vil få to måneder til at forsøge at danne regering med opbakning i parlamentet.
Mislykkes det også for de øvrige, skal der udskrives valg.
Den fungerende premierminister, Mariano Rajoy, regner det for "mest sandsynligt", at et nyt valg kan holdes 26. juni.
Både Rajoys konservative parti, PP, og socialisterne i PSOE oplevede stor vælgerflugt til protestpartierne Podemos og Ciudadanos ved valget før jul.
/ritzau/AFP