Spansk fodbold: Tre klubbosser kan have taget af kassen
Tre ledere fra den spanske fodboldklub Osasuna er arresteret, mistænkt for at have taget af klubbens penge.


De dårlige historier tårner sig op for fodboldklubben Osasuna, der spiller i den næstbedste række i Spanien.

Torsdag er tre tidligere bestyrelsesmedlemmer blevet arresteret, mistænkt for at have taget i alt 2,4 millioner euro, svarende til omtrent 17,9 millioner kroner fra klubbens konti.

- Her til morgen er klubbens tidligere præsident Miguel Archanco og de tidligere direktører Angel Vizcay og Jesus Maria Peralta blevet anholdt, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP, i en pressemeddelelse fra højesteretten i Navarra.

Alle tre forventes at komme for en dommer fredag.

Retten i Pamplona vil også efterforske en sag, som den spanske ligaforening har anmeldt. Den handler om, at Osasuna har brugt fondsmidler ulovligt og har medvirket i matchfixing.

Den spanske avis Marca skrev i februar, at den spanske ligaforening mistænkte matchfixing i fire kampe, hvor Osasuna medvirkede i slutningen af sidste sæson.

Det var også i februar, at den nye ledelse i Osasuna meddelte, at klubben savnede et beløb svarende til det, de tre tidligere bestyrelsesmedlemmer nu er mistænkt for at have fjernet.

Miguel Archanco var klubbens øverste chef fra 2012 til 2014, men han forlod jobbet, da Osasuna i maj måned rykkede ud af Spaniens bedste fodboldrække. Der havde klubben været uafbrudt i 14 år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.