Spanier vinder for anden gang i Wallonne
Spanieren Alejandro Valverde vandt Fleche Wallonne for andet år i træk. Jakob Fuglsang blev nummer otte.
Jakob Fuglsang blev nummer otte i cykelløbet Fleche Wallonne, som den spanske Alejando Valverde vandt for anden gang i træk.
Jakob Fuglsang blev nummer otte i cykelløbet Fleche Wallonne, som den spanske Alejando Valverde vandt for anden gang i træk. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/free


Spanieren Alejandro Valverde vandt onsdag cykelløbet Fleche Wallonne for andet år i træk og for tredje gang i karrieren.

Valverde var som ventet stærkest på den stejle Mur de Huy, hvor det traditionsrige cykelløb har mål. Denne gang vandt han spurten i en mindre gruppe, som blandt andet blev etableret i kraft af en ny stigning seks kilometer før mål.

Franskmanden Julian Alaphilippe (Etixx-Quickstep) og Michael Albasini (Orica Greenedge) tog henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Den danske Astana-rytter Jakob Fuglsang leverede endnu et fint resultat, da han blev nummer otte på den svære stigning, som egentlig er for stejl og for kort til hans smag.

I den sidste hidsige jagt mod målstregen passerede Fuglsang blandt andre sin holdkaptajn, sidste års Tour de France-vinder Vincenzo Nibali, som lige manglede den sidste skarphed.

Årets Fleche Wallonne var ramt af usædvanligt mange styrt. Den danske mester Michael Valgren (Tinkoff-Saxo) kom ikke til skade, men røg en tur i grøften omtrent 50 kilometer før mål. Han udgik senere.

I løbets sidste minutter så det ellers ud til, at Lottorytteren Tim Wellens skulle løbe med sejren. Han stak af med omtrent fem kilometer til mål, og blev først indhentet indenfor de sidste 500 meter, da Valverdes hjælperyttere havde taget ansvar og kørt ham ind.

Denne uges klassiske cykelløb i Ardennerne fortsætter med Liege-Bastogne-Liege på søndag. Her er også det danske hold Cult Energy på startlisten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.