Efter mange måneders politisk dødvande har Spaniens fungerende premierminister, Mariano Rajoy, fået grønt lys fra sit regeringsparti, Partido Popular (PP), til at indlede forhandlinger med partiet Ciudadanos om at danne en ny regering.
Det er første skridt i retning af at forsøge at komme ud af den otte måneder lange, politiske lammelse, der har ramt Spanien.
Landet har holdt to parlamentsvalg, der ikke gav et klart flertal til nogen af partierne. Og i de seneste otte måneder er det ikke lykkes at nå til enighed om dannelsen af en regeringskoalition.
Aftalen om at indlede forhandlinger mellem PP og Ciudadanos hviler dog ikke på et særligt stabilt grundlag.
Rajoy har afvist at kommentere de seks betingelser, det liberale parti i sidste uge opstillede for at indlede forhandlinger.
En af betingelserne er, at der skal nedsættes et udvalg, som skal se nærmere på en korruptionsskandale, der omfatter regeringspartiet.
- Vi havde håbet, at der ville være en klar stillingtagen i dag, siger næstformanden i Ciudadanos, José Manuel Villegas.
Partiformand Albert Rivera vil ikke desto mindre mødes med Rajoy torsdag for at forsøge at få klarhed over situationen.
Men selv om Ciudadanos beslutter sig for at støtte en regering med Rajoy i spidsen, har den PP-ledede regering fortsat ikke et flertal.
Rajoy mangler en anden del af regeringspuslespillet, nemlig Socialistpartiet. De er traditionelt hans politiske rivaler, og partiet har da også på forhånd afvist at bakke ham op.
- Hr. Rajoy ønsker at regere uden opposition. Vi vil ikke bakke noget op, som vi ønsker at forandre, fastslår den socialistiske partiformand, Pedro Sanchez, på spørgsmålet om, hvorvidt han kan støtte en ny PP-regering ledet af Rajoy.
- Der kan kun komme fornyelse, hvis Rajoy ikke længere er premierminister, siger den socialistiske leder.
/ritzau/AFP