Vicente del Bosque, der er træner for Spaniens fodboldlandshold, giver opbakning til det spanske holds mulige førstemålmand David De Gea, der fredag blev meldt involveret i en sexsag fra 2012.
- Vi satte os ned med ham (De Gea, red.), så trænerstaben kunne høre hans forklaring. Han gjorde det på en meget rolig måde, og vi vil give ham fuld støtte.
- Jeg ser ingen grund til at tvivle på ham, siger Vicente del Bosque ifølge nyhedsbureauet dpa til Television Espanola.
25-årige David De Gea kæmper mod veteranen Iker Casillas om at blive Spaniens førstevalg i målet til europamestrenes første EM-kamp i Toulouse på mandag.
Ifølge Vicente del Bosque kommer sagen ikke til at få indflydelse på, hvem han udtager til startopstillingen mod Tjekkiet.
- Vi vil gøre det samme, som vi ville have gjort, hvis intet var sket, siger landstræneren.
David De Gea afviste fredag alle beskyldninger og slog samtidig fast, at han ikke - som påstået i flere medier - var blevet sendt hjem fra EM-slutrunden i Frankrig, hvor Spanien mandag møder Tjekkiet i gruppe D.
Manchester United-målmanden havde følgende kommentar til historien om, at han skulle have været med til at arrangere et møde mellem en prostitueret og en anden spansk fodboldspiller.
- Jeg er den første til at være overrasket over disse skriverier. Jeg benægter det. Det er falsk og intet andet. Det er løgn og falsk, sagde målmanden til AFP.
/ritzau/