Spaniens konge gør femte dialogforsøg på at skabe regering
Det ventes, at Spanien kan have en regering klar 1. november, efter at socialistpartiet har accepteret Rajoy.
Kong Felipe VI ventes tirsdag at bede Spaniens fungerende premierminister, Mariano Rajoy (fotoet), om at danne regering.
Kong Felipe VI ventes tirsdag at bede Spaniens fungerende premierminister, Mariano Rajoy (fotoet), om at danne regering. Foto: Emmanuel Dunand/AFP


Med de spanske socialisters accept af premierminister Mariano Rajoy kom Spanien søndag et skridt nærmere en afslutning på ti måneders politisk lammelse.

Mandag tager kong Felipe VI så fat på politiske samtaler med alle parlamentets partier.

Tirsdag kommer turen til landets fungerende premierminister, Mariano Rajoy, fra det konservative parti PP. Det ventes, at kongen på det møde vil bede Rajoy om at danne en regering.

Ledende medlemmer af socialistpartiet PSOE stemte ved et møde i Madrid søndag for at acceptere en konservativ regering. Beslutningen blev vedtaget med 139 stemmer for og 96 stemmer imod.

Det betyder, at partiet ikke vil blokere for, at Mariano Rajoy kan indlede en anden regeringsperiode.

Landet har i månedsvis været i en politisk krise uden fortilfælde i det moderne Spanien. Krisen har lammet både parlamentet og landets andre politiske institutioner.

Det er femte gang siden december, at kong Felipe VI sidder over for partilederne. Det ventes, at Spanien kan have en regering igen 1. november.

Men Rajoy får det ikke let. Han kommer til at lede med historisk lav opbakning i parlamentet.

- Det er uden fortilfælde i Spanien, at man har en regering med så lille et parlamentarisk grundlag, siger professor Fernado Vallespin ved Universidad Autónoma de Madrid.

Mødet i PSOE kom i stand, efter at den hidtidige partileder, Pedro Sanchez, trak sig tidligere på måneden.

En stor del af omkring 300 medlemmer af hans parti var på et tidligere møde gået imod hans linje.

Sanchez og hans tilhængere var indstillet på igen at blokere for en ny regering under ledelse af det konservative PP-parti. PP har ved valgene fået flest stemmer. Men det var ikke nok til et klart flertal i parlamentet.

To parlamentsvalg - i december 2015 og juni 2016 - gav begge mudrede resultater.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.