Spanien mindedes ofrene fra Germanwings-styrtet
Omkring 600 venner og pårørende til ofre for flystyrtet i de franske alper holdt mindehøjtidelighed i Spanien.
Spaniens kong Felipe VI og dronning Letizia ankommer til Sagrada Familia-kirken i Barcelona, hvor der mandag var mindehøjtidlighed for de omkomne ved flystyrtet i de franske alper i marts.
Spaniens kong Felipe VI og dronning Letizia ankommer til Sagrada Familia-kirken i Barcelona, hvor der mandag var mindehøjtidlighed for de omkomne ved flystyrtet i de franske alper i marts. Foto: Toni Albir/AP


Medlemmer af det spanske kongehus og Spaniens regering var mandag aften mødt op i Barcelonas ikoniske Sagrada Familia-kirke for at mindes ofrene for Germanwings-flystyrtet i sidste måned.

Flyet var på vej fra Barcelona til Düsseldorf, da andenpiloten efter alt at dømme bevidst lod flyet styrte ned i de franske alper. Alle om bord blev dræbt.

Der var 51 spaniere blandt ofrene.

- Vi bærer ofrene i vores hjerter, sagde Barcelonas ærkebiskop, Lluis Martinez Sistach.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa var omkring 600 pårørende og venner til de dræbte mødt op ved mindehøjtideligheden, hvor de hver især fik en personlig hilsen fra Spaniens kong Felipe VI og dronning Letizia.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at der var omkring 1500 sørgende til stede i Sagrada Familia.

Også den spanske premierminister, Mariano Rajoy, var blandt deltagerne ved mindehøjtideligheden.

Det samme var Lufthansas øverste chef, Carsten Spohr, og direktøren for Germanwings, Thomas Winkelmann. Lavprisselskabet Germanwings er ejet af Lufthansa.

Studerende fra et gymnasium nær Barcelona tændte 150 lys i kirken - ét for hver af ofrene ved flystyrtet. De studerende havde været værter for en tysk skoleklasse, der omkom i styrtet på vej hjem fra udvekslingsturen til Barcelona.

Flere tyske pårørende havde taget turen til Barcelona for at være med ved ceremonien, skriver AFP.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.