Spanien: Messi tager pris som bedste spiller foran Ronaldo
Både liga og spillere har hædret Lionel Messi med priser for hans præstationer sidste sæson i Spanien.
FC Barcelonas Lionel Messi kan mandag fejre endnu en kåring på sit cv. Arkivfoto
FC Barcelonas Lionel Messi kan mandag fejre endnu en kåring på sit cv. Arkivfoto Foto: Emilio Morenatti/AP


Den argentinske stjerne Lionel Messi løb mandag aften med titlen som sidste sæsons bedste angriber og spiller i Spanien foran rivalen Cristiano Ronaldo.

Det er sjette gang, at FC Barcelona-spilleren vinder trofæet ud af de syv gange, det er blevet uddelt af den spanske liga ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg er stolt af at modtage prisen foran så mange vigtige spillere i La Liga, siger Messi.

- Denne kåring vil jeg særligt dedikere til min søn Thiago, selv hvis han endnu ikke forstår, hvad det går ud på, lyder det fra Messi om sin treårige søn.

Den 28-årige argentiner scorede 43 ligamål sidste sæson og var en af hovedårsagerne til, at FC Barcelona vandt både den hjemlige liga og pokalturnering samt Champions League i Europa.

Også anførerne på alle holdene i den bedste spanske række valgte Messi som den bedste angriber i sidste sæson, mens holdkammeraten Claudio Bravo blev kåret som bedste målmand. FC Barcelona-træner Luis Enrique kan kalde sig årets træner.

Hos hovedstadsklubben Real Madrid blev Sergio Ramos kåret til bedste forsvarsspiller og James Rodriguez som bedste midtbanespiller. Ronaldo går heller ikke tomhændet hjem, da han vandt publikumsprisen. Sidste sæson scorede portugiseren imponerende 48 mål i ligaen.

Lionel Messi og Cristiano Ronaldo blev mandag begge udvalgt til at være blandt de tre sidste i kampen om at blive kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2015. Også brasilianske Neymar fra FC Barcelona er nomineret til den prestigefyldte Ballon d'Or-pris, som uddeles af Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Den pris har Messi og Ronaldo allerede vundet henholdsvis fire og tre gange.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.