Spanien bandlyser omstridt taxa-tjeneste
En spansk dommer forbyder selskabet Uber, der er en alternativ form for taxikørsel, at operere i Spanien.
Uber må ikke længere køre i Spanien.
Uber må ikke længere køre i Spanien. Foto: Bernat Armangue/AP


Selskabet Uber må pakke sammen i Spanien.

Uber, der forbinder almindelige mennesker med kørselsbehov med hinanden, er blevet forbudt i flere lande, og nu har en dommer også trådt på bremsen i Spanien.

Chauffører kan blive hyret til en køretur via en Uber-app, men det er ikke godt nok i Spanien.

- Der mangler administrativ autorisation til at udføre dette job, og de aktiviteter, der udføres, er en uretfærdig konkurrence, hedder det i en dom.

Det var spanske taxichauffører, der havde anlagt sagen.

Uber kom i november også til København, hvor Trafikstyrelsen imidlertid har meldt selskabet til politiet for ulovlig taxikørsel.

Også i Norge forsøger Uber sig, men her har Oslo Kommune meldt selskabet til politiet. I byerne Barcelona, Bruxelles og Berlin er tjenesten forbudt.

Andre steder i verden er amerikanske Uber også i modvind. Det gælder blandt andet i Thailand, hvor myndighederne har forbudt den amerikanske tjeneste.

Det samme er sket i Indien. Her er forbuddet kommet, efter at en kvinde rapporterede en voldtægt i New Delhi.

Gerningsmanden var en mand, hun havde hyret via Uber.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.