Som skisportsnation er Norge ved at briste af spænding over det forestående ungdoms-OL, der afholdes i Lillehammer i 2016.
Derfor var den lige så skiglade kronprins Haakon onsdag aften med til at starte nedtællings-uret til det store OL-brag, hvor der konkurreres i kolde discipliner fra 12.-21. februar 2016.
Kronprinsen sidder nemlig i hovedkomitéen for de olympiske ungdomslege i Lillehammer, og sammen med den unge ishockeyspiller Carl Erik Kråbøl afslørede han et kæmpe nedtællingsur midt i Lillehammer by.
Det skriver det norske kongehus på deres hjemmeside og har samtidig lagt et billede op af det festlige startskud på deres officielle Facebook-side.
Kronprinsen ankom til nedtællingen og fik inden startskuddet en orientering om arbejdet i organisationen.
I løbet af olympiaden vil 1100 atleter mellem 15 og 18 år fra 70 forskellige lande dyste inden for 70 øvelser i syv forskelligartede vintergrene, og ud over snekonkurrencerne er også kultur og læring centralt under legene.
Det er anden gang, der afholdes ungdoms-OL i kolde discipliner.
Danske kronprins Frederik er ligesom sin norske kollega også begejstret for OL, og han er således medlem af Den Internationale Olympiske Komité.
Se kronprins Haakon starte nedtællingen her: https://www.facebook.com/Kongehuset?fref=ts
Newspaq