Det anspændte forhold mellem Sudan og den unge, uafhængige nabostat Sydsudan er aftagende.
Således er den sudanske præsident, Omar Hassan al-Bashir, blevet enig med sin sydsudanske kollega, Salva Kiir, om forsoning og samarbejde.
Bashir meddelte fredag efter et møde med Kiir i den sydsudanske hovedstad, Juba, at Sudans grænse mod Sydsudan skal åbnes til fri afbenyttelse, ligesom han fastslog, at politiske stridsspørgsmål for fremtiden skal løses gennem dialog.
- Dette besøg markerer begyndelsen på et samarbejde, som bygger på normalisering af forholdet mellem to lande, siger Bashir i en tale i Juba.
Fredagens møde har styrket håbet om, at de to lande kan leve side om side i fred.
I marts blev landene enige om at genoprette en aftale, så olie produceret i Sydsudan igen kan sendes gennem rørledningen i Sudan, som i dag er den eneste måde, olie kan ledes ud af landet på.
Sydsudan producerer 350.000 tønder olie om dagen, og den 14 måneder lange oliekonflikt kostede begge lande store summer.
Parterne er imidlertid endnu ikke enige om, hvor meget Sydsudan skal betale for at fragte olien gennem Sudan.
På samme måde mangler der også fortsat en aftale om, hvem der ejer Abyei-provinsen og andre regioner langs den omtrent 2000 kilometer lange grænse.
Den anspændte situation naboerne imellem går langt tilbage.
Sydsudanske oprørere kæmpede i over to årtier mod regeringen i det overvejende muslimske, arabisktalende nordlige Sudan, indtil den blodige borgerkrig blev afsluttet i 2005.
Omkring to millioner mennesker blev dræbt i borgerkrigen mellem nord og syd, der blandt andet handlede om ideologi, etnicitet, religion og olie.
Sydsudan skrev under på sin uafhængighedserklæring 9. juli 2011.
/ritzau/NTB