Redaktionen, Familie Journal, Aller Media
Har du en fornemmelse af at gå på vat eller at have puder under fødderne, når du går? Eller stikker det i huden og føles dine ben urolige? Disse symptomer, der også kan sidde i hænder og arme, kan skyldes en form for nervebetændelse, som en hel del danskere lider af.
Nervebetændelse findes i mange former, men en af de mest hyppige er polyneuropati og er tit en følgesygdom til andre lidelser så som diabetes, stofskiftesygdomme, B-vitaminmangel, gigtsygdomme, kræftsygdomme eller alkoholmisbrug. Det forklarer læge Lotte Bang.
Frederik fik en blodprop i hjernen som otte-årig: Læs historien på Familiejournal.dk
- Det er en forholdsvis hyppig lidelse, som rigtigt mange kender eller har hørt om. Vi kan få polyneuropati i alle aldre, men sygdommen rammer hyppigst den ældre del af befolkningen. Hele otte procent af befolkningen over 55 år lider af polyneuropati, siger Lotte Bang.
Det kan udvikle sig
Ud over at give smerter og følelsesløshed, så kan din balance og dermed din evne til at gå lige også blive påvirket. Og behandling er vigtig.
- Den nedsatte funktion af dine leds nerver giver dig besvær med at mærke, hvilken stilling leddene befinder sig i, så balancen påvirkes, og gangen bliver ofte usikker. Ubehandlet medfører tilstanden tiltagende kraftnedsættelse og måske udvikling af dropfødder. Det betyder, du ikke er i stand til at bøje foden opad, og der kommer problemer med at gå på tæer eller hæl, forklarer Lotte Bang.
Anoreksi: Sådan kom Vibeke ud af mareridtet og valgte livet. Se mere på Familiejournal.dk
Du skal finde årsagen og behandle den
Behandlingen af nervebetændelsen går i princippet ud på at stoppe udviklingen af den. Det gør man ved at kende den bagvedliggende årsag til betændelsen. Er det fx diabetes, så vil det være der, man sætter ind. Derudover kan gener fra nervelidelsen dæmpes med forskellige midler.
- Smerter samt ubehag kan heldigvis lindres med forskellige former for medicin, og fysisk træning kan bedre funktionsniveauet, men disse tiltag påvirker desværre ikke selve sygdommen, forklarer Lotte Bang.