Southampton taber et skridt i engelsk topstrid
Et pragtmål af Swanseas Jonjo Shelvey sænkede formstærke Southampton, som tabte 0-1.


Southampton, der er en af sæsonens overraskelser i Premier League, kom ud for noget af en dukkert søndag aften, da holdet på hjemmebane tabte med 0-1 til Swansea.

Manager Ronald Koemans tropper kom ellers ind til kampen med et rygstød på 16 point i de seneste seks kampe, men den imponerende stime stoppede altså ved mødet med det walisiske mandskab, der lavede kampens eneste mål blot otte minutter før tid.

Jonjo Shelvey driblede et par gange uden for feltet, inden han høvlede bolden utageligt op i målhjørnet bag Fraser Forster i Southampton-målet.

En flot afgørelse på en ret chancefattig kamp, der først for alvor fik liv i de sidste minutter, hvor hjemmeholdet gik på desperat jagt efter udligningen.

Publikum var allerede begyndt at juble, da en helt fri Sadio Mané vippede bolden over den fremstormende Swansea-keeper Lukasz Fabianski, men Ashley Williams nåede akkurat tilbage og fik reddet i to omgange bolden på målstregen.

Mere blev det ikke til for sydenglænderne, der med nederlaget forpassede muligheden for at passere Manchester United på tredjepladsen i Premier League.

Southampton er nummer fire et point efter United. Swansea rykker med sejren en plads frem og er nu nummer ni.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.