Sosu’er er det nye bacon: Dansk eksport-eventyr i milliardklassen på vej
PenSam er klar med stor satsning - der skal eksporteres velfærd til blandt andet Asien.
- Kommunerne har den nødvendige viden og erfaringen med selve plejeydelserne. I forhold til eksportdelen vil vi arbejde sammen med forskellige private virksomheder inden for velfærdsteknologi og medico, siger Helen Kobæk.
- Kommunerne har den nødvendige viden og erfaringen med selve plejeydelserne. I forhold til eksportdelen vil vi arbejde sammen med forskellige private virksomheder inden for velfærdsteknologi og medico, siger Helen Kobæk. Foto: Scanpix/arkiv


Danmark er kendt vidt og bredt for vores eksport af bacon. Men nu kan et nyt eksporteventyr være på vej, spår FOA’s pensionkasse, PenSam.

Pensionskassen er parat til at investere en milliard kroner i eksport af velfærdsydelser – såsom plejehjem og knowhow inden for området - hvis den rette konstruktion vel at mærke kan findes.

Pengene skal bruges til at investere i projekter i for eksempel Asien. Det siger administrerende direktør i PenSam Helen Kobæk til Avisen.dk.

- Det er vores vurdering i PenSam, at der kan skabes eksport af danske service- og velfærdsydelser ved at anvende offentlige-private partnerskaber.

Går sammen med Falck og Coloplast

Og netop samarbejdet mellem private spillere og offentlige institutioner er afgørende, for at eventyret kan blive realiseret, forklarer Helen Kobæk.

- Kommunerne har den nødvendige viden og erfaringen med selve plejeydelserne. I forhold til eksportdelen vil vi arbejde sammen med forskellige private virksomheder inden for velfærdsteknologi og medico, siger hun.

Direktøren nævner for eksempel Falck og Coloplast, som mulige medspillere.

Derudover skal landets sosu-skoler bidrage med knowhow og på sigt være med til at uddanne plejepersonale i udlandet.

På charmeoffensiv

Eksportrådet har allerede vist stor interesse for de ambitiøse planer, siger Helen Kobæk, der tror på, det kan blive en succes.

PenSam sætter i disse dage fokus på de store muligheder med en række informations- og inspirationsmøder.

Tirsdag besøgte Helen Kobæk plejecenteret Skovhuset i Hillerød, hvor også chef for eksportrådet, Susanne Hyldedal, var til stede.

Og onsdag holder PenSam et såkaldt RoundTable-møde med deltagelse af repræsentanter fra blandt andet Falck, Coloplast og udenrigsministeriet/Eksportrådet.

Det første danske plejehjem i Shanghai er allerede åbnet. Det blev bygget af Danske Diakonhjem.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.