SOSU-skoler: Hvorfor er vi ikke inviteret, Lars Løkke?
Statsministeren holder topmøde med blandt andet uddannelsesinstitutioner om, hvordan vi får integreret de mange flygtninge. SOSU-skolerne har gode integrationsresultater og ærgrer sig over, de ikke er inviteret.
Uddannelse er vejen frem mod vellykket integration. SOSU-skolerne har gode integrationsresultater og undrer sig over, at de ikke er inviteret til statsministerens topmøde med civilsamfundet i morgen.
Uddannelse er vejen frem mod vellykket integration. SOSU-skolerne har gode integrationsresultater og undrer sig over, at de ikke er inviteret til statsministerens topmøde med civilsamfundet i morgen. Foto: Rune Feldt, Scanpix/arkiv


- Vi er ikke sure, bitre eller gnavne, men vi er ærgerlige.

Sådan siger Jeppe Rosengård Poulsen, der er formand for SOSU-skolerne i Danmark og afsender på et åbent brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Han - og hans kolleger - forstår nemlig ikke, hvorfor de danske SOSU-skoler ikke er blevet inviteret med til det topmøde med civilsamfundet om integration, statsministeren holder på Marienborg i morgen.

Her skal frivillige organisationer, virksomheder og uddannelsesinstitutioner udveksle ideer om, hvordan de mange nye flygtninge får fodfæste i det danske samfund - og på sigt en selvforsørgende tilværelse.

-Det er jo lige præcis det, vi kan, siger Jeppe Rosengård Poulsen.

Bliver selvforsørgende

SOSU-skolerne har rigtig gode resultater med at få især kvinder med anden etnisk baggrund gennem en uddannelse og ud på arbejdsmarkedet.

-Vi har gennem de seneste 6-7 år sendt mellem 700 og 1000 elever med anden etnisk baggrund gennem SOSU-skolerne hvert år, primært kvinder. Vi har et skræddersyet fagkursus, der gør dem i stand til at tage et ordinært forløb, og mange kommer ud i den anden ende og bliver selvforsørgende, siger han.

Selvforsørgende er præcis et af de emner, man vil kredse om til mødet i morgen.

I pressemeddelelsen om topmødet siger Lars Løkke Rasmussen:

-For få indvandrere får et arbejde eller en uddannelse. For mange lever på passiv forsørgelse uden reel kontakt til det danske samfund. Det er vi nødt til at gøre bedre. For en vellykket integration er afgørende for sammenhængskraften i vores samfund.

Privilegium at få en uddannelse

Det er dog ikke Jeppe Rosengård Poulsens elever, der er passive og uden kontakt til samfundet, siger han.

-Vi har en høj gennemførselsprocent. Det er nogle af de allermest motiverede elever, vi har, og deres praktiksteder er glade for dem. De kommer fra en kultur, hvor adgang til uddannelse ikke er en selvfølge, så de ser det som et privilegium. Samtidig rangerer vores fag - der handler om at tage sig af andre - typisk noget højere i deres kultur, siger han.

Mødet på Marienborg starter i morgen klokken 13. Og hvis SOSU-skolerne ikke får en hasteinvitation i sidste øjeblik, så håber Jeppe Rosengård Poulsen, at de måske får en særskilt invitation på et senere tidspunkt.

-For vi hylder i den grad initiativet. Det er en rigtig god idé, siger han.


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.