Sosu-Sarah fejrede sejren hos de ældre: Jeg elsker mit job
De ældre på Aktivitetscentret i Hørsholm fik set en tango og en cha cha cha, mens Sarah Mahfoud fik klapsalver og en hyldest af kommunen.
Bokseren Sarah Mahfoud og dansepartneren Morten Kjeldgaard gav de ældre i Hørsholm en prøve på, hvorfor de vandt årets finale i Vild med dans, hvorfra dette billede er.
Bokseren Sarah Mahfoud og dansepartneren Morten Kjeldgaard gav de ældre i Hørsholm en prøve på, hvorfor de vandt årets finale i Vild med dans, hvorfra dette billede er. Foto: Henning Bagger/Scanpix


Bokseren og danse-darlingen Sarah Mahfoud er blevet hyldet i Hørsholm Kommune, hvor hun arbejder.

Hun vandt for nylig den seneste udgave af 'Vild med dans' sammen med danse-partneren Morten Kjeldgaard.

Det skete foran flere tusinde publikummer i Forum Horsens, hvor konfetti dalede ned fra loftet i den store dansesal, da triumfen var en realitet.

Forleden var dansegulvet af en lidt anden størrelse. Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard dansede nemlig til stor glæde for de ældre på Aktivitetscentret i Hørsholm.

Og der var masser af begejstring, blomster og en borgmester, fortæller Billed Bladet.

- Jeg elsker mit job som sosu-assistent, og det var så fint at danse her i dag, sagde Sarah Mahfoud til ugebladet efter en tango og en cha cha cha - og ikke mindst hyldesten fra de taktfast klappende ældre.

Selvom Sarah Mahfoud elsker sit job, tager hun nu chancen og prøver at tjene penge på sin sport.

Hun har skrevet kontrakt med boksepromotoren Mogens Palle, og drømmen er at blive verdensmester.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.