31-årige Helena Mikkelsen arbejder som sosu-assistent i den kommunale hjemmepleje. Og hun er stolt af sit fag.
- Vi hjælper andre mennesker hver dag. Vi gør en stor forskel i vores arbejde, når vi hjælper med helt basale ting som at spise, gå på toilettet og tage medicin, lyder det fra Helena Mikkelsen.
Derfor er hun glad for, at forfatter og debattør Lotte Heise, hvis mor for år tilbage fik en alvorlig blodprop i hjernen, offentligt hylder sosu'erne, som hun mener skulle have en fortjenstmedalje og højere løn for deres arbejde.
Ikke så meget fordi opbakningen kommer fra Lotte Heise, men fordi den kommer fra en pårørende, forklarer hun.
- Jeg ville ønske, at flere pårørende stillede sig op og talte vores sag. Det ville være en god alliance, hvis de hjalp os med at klage over systemet i dag, siger Helena Mikkelsen, der understreger:
- Grunden til, at serviceniveauet i hjemmeplejen er så ringe, skyldes det arbejdspres, vi ligger under for. Det er ikke fordi, vi ikke vil lave vores arbejde, det er systemet, der ikke fungerer.
Bliver udnyttet for vores omsorg
Ifølge Helena Mikkelsen vil sosu-assistenter og -hjælpere i bund og grund bare hjælpe og være der for andre mennesker. Og selvom arbejdsforholdene ikke er gode nok, så finder sosu'er sig i alt for meget, fordi de ikke altid har overskud til at sige fra.
- Vi bliver udnyttet for vores omsorg for andre. Vi har brug for at stå stærkere sammen i fællesskabet og sige: Det her vil vi ikke finde os i, lyder det fra Helena Mikkelsen.
Selvom Helena Mikkelsen kun har været i faget i halvandet år, har hun allerede en kiropraktorregning på flere tusinde kroner. For med tunge løft og tidsplaner slider det at arbejde med ældre og syge borgere.
Og ikke kun fysisk.
Urealistisk tidsplan
Strenge tidskrav i hjemmeplejen gør, at der langt fra altid er tid til at give borgeren den omsorg, som borgeren efterspørger.
- Mange gange er det lige, når jeg skal til at gå ud af døren, at de siger: "Jeg har faktisk haft en rigtig dårlig dag." Og så kan jeg ikke holde ud, at jeg skal gå. Men ofte bliver jeg nødt til at sige, at jeg ikke har tid. For det har jeg virkelig ikke. Det er hårdt, fortæller Helena Mikkelsen.
Og når tidplanen skrider, hvilket Helena Mikkelsen oplever ske ni ud af ti gange, så tager hun ofte spisepausen i brug til at udfylde dokumentation. Eller hun arbejder en halv time over.
For ofte går puslespillet bare ikke op.
- Man har jo delt de her mennesker op i kasser. Et bleskift skal vare otte minutter. Det er der en djøffer, der har siddet og regnet ud. Men hvis hr. Jensen er dement og har en rigtig dårlig gangfunktion, så kan det tage ti minutter bare at få ham ud på toilettet.
Lav løn
Med en gennemsnitsløn på 21.800 kroner om måneden ligger sosu-assistenter i den lave ende af lønskalaen.
Helena Mikkelsen har valgt at tage flere aftenvagter, så økonomien kan hænge sammen, selvom det betyder det, at hun hver anden uge ikke er hjemme og spise aftensmad med sin tre-årige søn.
- Men handler ikke om bare om, at vi vil have mere i løn. Det handler primært om tid til borgerne og værdig omsorg, siger hun.
Vi må ikke miste håbet
Og selvom hun ikke accepterer, de vilkår, hun og hendes kollegaer arbejder under nu, så kunne hun ikke frivilligt finde på at kvitte faget.
- For jeg vil jo gerne hjælpe de her mennesker. Det det er derfor, jeg bliver. Jeg forlanger bedre vilkår, siger Helena Mikkelsen.
Hun forsøger ofte at lokke kollegaer med til demostrationer og arrangementer. For ifølge hende er fællesskabet, det stærkeste våben.
Men selvom hun har stor respekt for sine kollegaer, så ser hun også, at jo længere de har været i faget, jo mindre er overskuddet til at sige fra.
- Mange er så nedslidte og trætte, at de ikke længere orker kampen. Men selvom vi kun ser, det går ned ad bakke, må vi for alt i verden aldrig miste håbet.