Sosu fik 435.000 for lidt i løn
Tjek lige din lønseddel - eller måske flere lønsedler. Måske har du fået for lidt i løn gennem mange år. Det skete for en Sosu-assistent, der havde 435.000 kroner til gode.
En Sosu-assistent havde en hel bunke penge til gode, fordi hun fik udbetalt for lidt i løn i en årrække.
En Sosu-assistent havde en hel bunke penge til gode, fordi hun fik udbetalt for lidt i løn i en årrække. Foto: Mads Nissen, Scanpix arkiv


Det er nok færreste, der med stor entusiasme kaster sig over lønsedlen og tjekker, at de har fået den rigtige løn. Men det burde de, for der kan være penge at hente.

8,2 millioner kroner har 12 lokalafdelinger i FOA hentet hjem til deres medlemmer ved at tjekke lønsedler siden januar 2014. Det viser en rundspørge, som Fagbladet FOA har lavet.

Social- og sundhedsassistent Vibeke Gant er en af dem, der havde penge til gode. Fra 2005 og frem til sagens afslutning i maj 2015 tikkede der op til 2.200 kroner for lidt ind på hendes konto. Det blev først opdaget i 2011, da hun fik lavet et løntjek hos sin fagforening, FOA Frederikssund.

Efter et længere sagsforløb står hun nu til at få udbetalt 435.000 kroner før skat. Det var Vibeke Gants opskoling fra plejer til social- og sundhedsassistent, der havde fået hendes lønsammensætning til at gå i koks tilbage i 2005.

"Jeg kunne dårligt tro det. Jeg havde slet ikke regnet med, at det var så meget. Det var helt vildt," fortæller Vibeke Gant til Fagbladet FOA.

I Region Hovedstaden beklager enhedschef for Løn og Forhandling, Anette Munk Ebbesen, fejlen i Vibeke Gants og et andet FOA-medlems lønudbetaling.

"Vi er naturligvis rigtig glade for, at fejlen blev opdaget, og at vores medarbejdere har fået den løn, som vi skyldte dem. Vi er kede af, at fejlen fik lov at stå så længe, men fejlen var så kompleks, at hverken de ansatte selv eller lønmedarbejdere i gennem årene har haft mulighed for at blive opmærksomme på den," siger hun.

I dag har Region Hovedstaden to sagsbehandlere ansat, der tager sig af lønindplacering af nye medarbejdere, både lokalt og centralt.

"På den måde føler vi os overbeviste om, at vi fejlsikrer bedst muligt, så der ikke opstår nye sager," forklarer Anette Munk Ebbesen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.