Sosu-Annette snydt for 109.000 kr i løn: Nu går gammel drøm i opfyldelse
Annette Husum Jensen fik for lidt i løn. Nu betyder den store efterbetaling, at gammel drøm går i opfyldelse.
Et løntjek betød, at Annette Husum Jensen har fået realiseret gammel drøm.
Et løntjek betød, at Annette Husum Jensen har fået realiseret gammel drøm. Foto: Fagbladet FOA


Social- og sundhedsassistent Annette Husum Jensen opdagede, hun fik den forkerte løn og har nu fået en efterbetaling på 109.000 kroner.

De ekstra penge har hun brugt på at realisere gammel drøm. 

Hele syv løntrin har hun manglet gennem de seneste tre år, hvor hun har været ansat på Fuglemosen i Kjellerup i Silkeborg Kommune.

Det skriver Fagbladet FOA.

- Folk ryster på hovedet, når jeg fortæller dem om det her. Men sådan har jeg nok altid været. Jeg går ikke særlig meget op i min løn, så jeg tjekker eksempelvis kun, om der er gået de rigtige aften- og weekendtillæg ind, siger den 59-årige social- og sundhedsassistent til Fagbladet FOA.

Stolede på, alt var som det skulle være 

Hun har aldrig spekuleret på, om hun er blevet indplaceret på det rigtige erfaringsniveau. Først i løbet af foråret, hvor hun fik et løntjek hos FOA, blev hun opmærksom på fejlen.

- Jeg er da begyndt at tjekke min lønseddel grundigere nu. Tidligere stolede jeg nok for meget på, at alting var, som det skulle være. Det gør jeg ikke længere, tilføjer Annette Husum Jensen.

I alt har hun fået en efterbetaling på 109.000 kroner før skat for de 36 måneder, hun har været ansat på stedet.

Opsigtsvækkende 

Ifølge FOA Silkeborg-Skanderborg har afdelingen sjældent set så opsigtsvækkende en løntjek-sag.

- Det er det største beløb, vi har set. Fejlen skyldes, at Annette Husum Jensen startede i en rotationsstilling og gik direkte over i en fast stilling, hvor det rette lønniveau ikke fulgt med, siger formanden for social- og sundhedssektoren i FOA Silkeborg-Skanderborg Lone Spottag Smedegaard.

I Silkeborg Kommune er personalechef Frank Høy ked af sagen og beklager fejlen over for medarbejderen.

Ny udestue

- Vi forsøger efter bedste evne at udbetale den rigtige løn. Der er ingen hos os, der laver den slags fejl med vilje. Men indimellem går det galt, og vi er ikke tiltrækkeligt opmærksomme på, at medarbejderen bliver indplaceret rigtigt. Derfor kan jeg kun opfordre alle medarbejdere til at tjekke deres lønsedler grundigt, siger Frank Høy til Fagbladet FOA.

De ekstra penge har social- og sundhedsassistenten brugt til at få en gammel drøm til at gå i opfyldelse. Hun har fået bygget en udestue, hvor hun kan sidde og nyde de regnfulde sommerdage eller kølige vinteraftener.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.