Sort boks fra styrtet AirAsia-fly er blevet bjærget
Eftersøgningshold har fået en sort boks fra AirAsia fly op til overfladen. Den anden boks er lokaliseret.
Dele af det forulykkede AirAsia-fly ses her på dækket af redningsskib. Mandag har et eftersøgningshold fundet en af flyets sorte bokse. Arkivfoto.
Dele af det forulykkede AirAsia-fly ses her på dækket af redningsskib. Mandag har et eftersøgningshold fundet en af flyets sorte bokse. Arkivfoto. Foto: Achmad Ibrahim/AP


Endnu et skridt er blevet taget i opklaringen af, hvad der skete med AirAsia-flyet som styrtede ned i Javahavet 28. december.

Et hold indonesiske dykkere har mandag morgen lokal tid bjærget en sort boks fra flyet, oplyser chefen for redningstjenesten, Fransiskus Bambang Soelistyo.

- Klokken 7.11 i morges lykkedes det os at bjærge den del af de sorte bokse, som indeholder informationer om flydata, siger han ved en pressekonference.

Boksen indeholder data om flyet, som blev optaget på dets rute fra Surabaya mod Singapore, før det forsvandt fra radaren.

Dykkere har også fundet den anden sorte boks, men har endnu ikke været i stand til at frigøre den fra bunden af Javahavet, skriver Channel NewsAsia og nyhedsbureauet AP.

Myndighederne håber, at optagelserne vil afsløre årsagen ti styrtet. Den nationale vejrtjeneste i Indonesien har sagt, at stormvej kan have været en medvirkende årsag til, at flyet forulykkede.

Boksene ventes at blive bragt til Jakarta, hvor eksperter vil analysere de mange data. Myndighederne har ikke sagt noget om boksenes tilstand.

AirAsia Airbus A320-flyet styrtede i Javahavet med 162 mennesker om bord.

Ifølge Suryadi Supriyadi, der koordinerer bjærgningsoperationen, viser indledende undersøgelser af en række fundne vragdele, at flyet eksploderede, da det ramte vandoverfladen.

- Det eksploderede på grund af trykket, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP søndag til journalister.

- Kabinen var under tryk, og før man kunne nå at udligne trykket i kabinen, styrtede flyet ned. Der lød et brag, og eksplosionen kunne høres i området, uddybede han.

Mange af ofrene fra styrtet befinder sig formentlig fortsat i flyets kabine på havbunden. Indtil videre er kun 48 af de 155 passagerer og syv besætningsmedlemmer blevet bjærget.

Lørdag lykkedes det ved hjælp af store flydeballoner at bjærge halepartiet fra Airbus-flyet fra bundet af havet.

Halepartiet, hvor de såkaldte sorte bokse normalt opbevares, blev fundet på havbunden 30 meter under overfladen. Ved hjælp af et par gigantiske orange balloner og en kran blev halen hævet lørdag og placeret på dækket af et fartøj.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.