Sorgfuld prins: Min mor var fast besluttet på at hjælpe andre i nød
Sorg er det mest smertefulde, man kan opleve, sagde prins William under en tale 18 år efter, han selv mistede sin egen mor.
Prins William er beæret over at være protektor for organisationen Child Bereavement UK, der støtter børn og forældre i sorg.
Prins William er beæret over at være protektor for organisationen Child Bereavement UK, der støtter børn og forældre i sorg. Foto: PETER MYDSKE/POLFOTO


Prins William har levet i flere år uden sin mor - end med hende. Sorgen over det tragiske tab sidder stadig dybt forseglet i den 33-årige britiske tronarving.

I 1997 døde prinsesse Diana som blot 36-årig efter en skæbnesvanger trafiktragedie i Paris kun få måneder efter, prins William fyldte 15.

- Hvad min mor erfarede dengang - og hvad jeg forstår nu - er, at sorg er det mest smertefulde, et barn eller en forældre kan opleve, fortalte prinsen hjerteskærende under en tale ifølge avisen Hello Magazine til organisationen Child Bereavement UK, som støtter børn og forældre under alvorlige sygdomsforløb og dødsfald i den nære familie.

- Min mor var fast besluttet på at hjælpe andre i nød, og hun ville have været umådeligt stolt - lige som jeg er over alt det, Child Bereavement UK har opnået de sidste 21 år, lød det fra Storbritanniens kommende konge.

Under sin tale understregede prins William, hvor "beæret" han var over at være blevet udnævnt kongelig protektor for organisationen, som altid har stået hans hjerte meget nært.

- Som far til to små børn sætter jeg mere pris på det nu end nogensinde før, sagde prinsen åbenhjertigt om toårige prins George og lille prinsesse Charlotte på fem måneder, som han har med hertuginde Kate.

Child Bereavement UK blev oprettet for 21 år siden af prinsesse Dianas nære veninde, Julia Samuel, der i øvrigt er en af prins Georges syv gudforældre, og prinsessen selv var til stede, da organisationen åbnede.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.