Lizette Risgaard er netop valgt som ny formand for hovedorganisationen LO efter Harald Børsting.
Og ovre i hovedorganisationen FTF glæder formand Bente Sorgenfrey sig over Lizette Risgaards valgsejr.
- Jeg glæder mig til at samarbejde med Lizette og den nye ledelse. Og jeg ser frem til at arbejde videre med vores planer om en sammenlægning, lyder det fra Bente Sorgenfrey.
De to hovedorganisationer har længe flirtet med hinanden.
Og under den netop afsluttede LO-kongres blev det da også enstemmigt vedtaget, at der skulle arbejdes videre med planerne om en fremtidig sammenlægning af de to store hovedorganisationer. Om kun tre uger har FTF kongres, hvor sygeplejerskerne, pædagogerne og politibetjentenes forbund også skal tage stilling til, om de vil arbejde videre med fusionstanken.
Det er bestemt ikke en ulempe
Lizette Risgaard er den første kvinde til at besætte posten som formand i LO. Og endnu en kvinde som boss i fagbevægelsen sender et godt signal, mener Bente Sorgenfrey.
- Nu er vi to stærke kvinder i toppen af fagbevægelsens to store hovedorganisationer. Det er bestemt ikke en ulempe, siger Bente Sorgenfrey.
Og de formænd for LO og FTF kommer til at se meget til hinanden i de næste år. Først og fremmest skal de to arbejde videre med en sammenlægning af de to hovedorganisationer. Der skal i første omgang fokuseres på uddannelsesområdet, men hensigten er at to års forlovelse skal munde ud i et egentligt ægteskab.
Dernæst skal de to sidde sammen og forhandle med regeringen, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om ganske få uger inviterer til trepartsforhandlinger. Her er det formændene for hovedorganisationerne, der tropper op.
Dernæst har FTF og LO et tæt samarbejde på det internationale område og et fælles lobby-kontor i Bruxelles, hvor de to en gang imellem skal til EU-møder sammen.