Sommeren sætter igen rekord i Københavns Lufthavn
Aldrig før har så mange passagerer strømmet gennem Københavns Lufthavn som i sommeren 2015.
Det blev endnu en rekordsommer i Københavns Lufthavn, hvor 7,8 millioner passagerer strømmede igennem i løbet af juni, juli og august.
Det blev endnu en rekordsommer i Københavns Lufthavn, hvor 7,8 millioner passagerer strømmede igennem i løbet af juni, juli og august. Foto: Foto Ernst Tobisch CPH/free


Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn stiger og stiger. Aldrig før har så mange passagerer strømmet gennem lufthavnen som i juni, juli og august i år, hvor der blev sat ny rekord med samlet 7,8 millioner passagerer.

Det er næsten 275.000 flere passagerer end rekordsommeren sidste år og svarer til en stigning på 3,6 procent. Det oplyser Københavns Lufthavne i en pressemeddelelse.

- Med endnu en passagerrekord i august endte sommeren 2015 som den travleste nogensinde i lufthavnens historie med flere end 7,8 millioner passagerer i de tre sommermåneder, siger Thomas Woldbye, administrerende direktør, Københavns Lufthavne.

- Tallene viser desuden, at flere udenlandske turister end nogensinde fløj til København, hvilket gavner væksten i hele Danmark, tilføjer han.

Alene i august rejste 2,6 millioner igennem Københavns Lufthavn, hvilket er en stigning på 5,5 procent i forhold til sidste år og rekord for august.

Antallet af europæiske rejsende steg med 6,6 procent i august. Rejsende fra lande uden for Europa - den interkontinentale trafik - steg med 1,2 procent, mens transfer-rejsende steg med 1,8 procent.

Dog faldt antallet af indenrigsrejsende på grund af lavere kapacitet på flere ruter med godt 1500 rejsende svarende til 1,2 procent.

Københavns Lufthavn havde sin hidtil travleste måned i juli med mere end 2,7 millioner passagerer og har de seneste år sat ny rekord hver sommer.

I 2013 nåede det samlede sommertal op på lige over syv millioner passagerer, mens der i sommeren 2014 var over 7,5 millioner passagerer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.