Soloulykke ved Hørning efterlader én i kritisk tilstand
En trafikulykke torsdag aften har efterladt en mand i kritisk tilstand, mens en medpassager meldes uskadt.


En far er sammen med sit barn torsdag aften forulykket i en bil på Gl. Ryvej ved Hørning uden for Aarhus. Faren er svært tilskadekommen, mens barnet er uskadt.

Det oplyser vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

- Faren er i kritisk tilstand og er sendt til hospitalet i Skejby. Men drengen er formentlig uskadt, siger vagtchefen.

Ifølge politiet har der været tale om en soloulykke, der fandt sted klokken 19:04.

- Vi kan ikke sige noget om, hvordan uheldet fandt sted, og hvad der er sket.

- Vi kan jo ikke spørge faren, og den lille kan ikke sige noget, forklarer Jesper Duus om henholdsvis den 34-årige far og fireårige dreng.

Torsdag aften arbejder politiet på stedet og undersøger uheldet nærmere, skriver TV2 Østjylland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.