De gik ind til kampen med rygvind fra 14 mål i de sidste tre kampe, men Borussia Dortmund-spillerne må se bundesligatoppen rykke længere væk efter mødet med Eintracht Frankfurt lørdag eftermiddag.
Thomas Tuchels tropper tabte med 1-2 på udebane, og dermed er det Frankfurt og ikke Dortmund, som indtager tredjepladsen i den tyske Bundesliga.
En imponerende præstation af det solide, men lidt profilløse Frankfurt-hold, som under ledelse af Niko Kovac er blevet en velorganiseret og hårdt arbejdende enhed.
Frankfurt lod sig end ikke ryste af, at Pierre-Emerick Aubameyang på et flot hovedstød udlignede til 1-1 13 minutter før tid.
Blot to minutter senere sørgede Haris Seferovic for, at Frankfurt alligevel fik alle tre point, da han passerede Dortmund-målmand Roman Weidenfeller med et fladt skud.
Noget af en nedtur for Dortmund få dage efter 8-4-festen mod Legia Warszawa i Champions League og blot en uge efter sejren over Bayern München i den hjemlige liga.
De gulsorte fra Ruhr-distriktet havde stort besvær med at spille sig igennem Frankfurts defensiv, og det hjalp heller ikke noget, at tilbagevendte Marco Reus kom på banen i anden halvleg.
Reus gjorde ellers comeback efter en langvarig skade med to scoringer mod Legia Warszawa.
Dortmund er nu på sjettepladsen i Bundesligaen med ni point op til førende RB Leipzig.
I bunden er Hamburger SV fortsat uden sejr efter 2-2 hjemme i det nordtyske derby mod Werder Bremen.
Der var fuld spilletid til både Jannik Vestergaard og Andreas Christensen i Mönchengladbachs 1-1-kamp mod Hoffenheim.
Uafgjort blev det også til målmanden Martin Hansen, der med Ingolstadt fik 1-1 mod Wolfsburg. Også Frederik Sørensen og Köln sikrede sig et point med 0-0 hjemme mod Augsburg.
/ritzau/