Solhaven: Unge risikerer sag for at lyve
Forsvarer i Solhaven-sagen overvejer at anmelde unge for falsk anklage og falsk forklaring for retten.
Sagen om påstået vold fra ansatte mod anbragte børn på Solhaven i Nordjylland bliver ikke anket. Arkivfoto.
Sagen om påstået vold fra ansatte mod anbragte børn på Solhaven i Nordjylland bliver ikke anket. Arkivfoto. Foto: RENÉ SCHÜTZE/POLFOTO


Nogle af de anbragte unge fra Solhaven risikerer at blive anmeldt til politiet for at have løjet i retten.

Det oplyser en af forsvarerne for de 12 mænd, der i januar blev frifundet for samtlige anklager om vold, mishandling og ulovlig tvang over for anbragte unge på opholdsstedet.

I en stribe tilfælde begrunder byretten frifindelsen med, at der er afgivet utroværdige forklaringer, lyder det fra advokat Niels Fjeldberg.

- På fredag skal jeg mødes med min klient for at drøfte, hvorvidt det skal føre til anmeldelse for falsk anklage og falsk forklaring i retten, siger advokaten til Ritzau.

Han gør opmærksom på, at Retten i Aalborg i flere tilfælde har forkastet unges forklaringer om vold og mishandling, fordi de blev anset for at være utroværdige.

Det er således et fortegnet billede af dommen, hvis man tror, at frifindelsen udelukkende skyldes, at der var tale om påstand mod påstand, mener advokat Niels Fjeldberg.

Onsdag har statsadvokat Jan Rechendorff besluttet, at sagen ikke skal sendes videre til en ny bedømmelse i Vestre Landsret.

Samtidig udtaler statsadvokaten til Ritzau, at han ikke mener, at det var forkert af Nordjyllands Politi i første omgang at have rejst den enorme voldssag, hvor anklageskriftet beskrev mere end 70 påståede forbrydelser.

Forelagt denne udtalelse siger Niels Fjeldberg:

- Jeg er hamrende uenig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.