Solhaven-ansatte taber injuriesag mod overlæge
Retten i Aalborg ser ikke grundlag for at dømme overlæge Henrik Rindom for udtalelser i avis
Overlægen Henrik Rindom er blevet frifundet for sine udtalelser om de ansatte på opholdsstedet Solhaven.
Overlægen Henrik Rindom er blevet frifundet for sine udtalelser om de ansatte på opholdsstedet Solhaven. Foto: Claus Bech/Scanpix


En overlæge er torsdag blevet frifundet for at have fremsat strafbare injurier mod de ansatte på det socialpædagogiske opholdssted Solhaven.

Dommen er afsagt af Retten i Aalborg. Overlæge Henrik Rindom var anklaget i en privat straffesag anlagt af Solhavens tidligere leder, Søren Virenfeldt, samt 11 ansatte.

Samtlige 12 blev oprindeligt frifundet i en stort anlagt straffesag, som drejede sig om påstået vold og frihedsberøvelse af mange unge på opholdsstedet.

Efter frifindelsen udtalte Henrik Rindom sig til dagbladet Politiken og blev blandt andet citeret for, at "jeg vil fastholde, at Solhavens ansatte var voldelige."

Siden trak han dog udtalelsen tilbage.

- Jeg går på knæ og undskylder uforbeholdent, lød det fra overlægen.

Dette fik dog ikke de 12 mænd til at trække injuriesagen tilbage.

Torsdag er opgøret altså endt med, at overlægen er frifundet - og samtidig skal de 12 betale sagsomkostninger på 22.500 kroner, oplyses det i retten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.