Et af Danmarks store fiskefirmaer, Varde Laks, har fået en bøde på 60.000 kroner for at sælge tre partier på i alt et halvt ton laks, selv om de vidste, at de indeholdt listeria-bakterier, skriver metroxpress.
Listeria kan være særdeles farligt. Det var listeria i rullepølser fra Jørn A, der i 2014 kostede 17 danskere livet.
Ingen kunder er ifølge Fødevarestyrelsen blevet syge af listeria i denne sag, siger sektionsleder hos Fødevarestyrelsen Sydjylland Eva Rosenørn.
"De får bøden, fordi de tre gange har solgt partier med laks, selv om de havde fået foretaget prøver, der var testet postive for listeria, og dermed skabt en risiko for forbrugere både i Danmark og udlandet. Det er en ganske alvorlig sag, derfor har de også fået en meget høj bøde."
Ifølge Fødevarestyrelsen fandt virksomheden listeria i tre partier laks før jul, der er solgt til cateringfirmaerne Catering Engros, Royal Fish og Chrisfish Denmark. I stedet for straks at trække varen tilbage lavede man nye prøver, der ikke var positive for listeria.
Varde Laks er ked af sagen, som de siger, er den første tilbagekaldelse i 25 år. De mener, at de ikke er blevet vejledt om, at myndighederne har indført en nultolerance over for listeria. Ifølge virksomhedens egne prøver var der langt mindre listeria i laksen ved sidste holdbarhedsdag end EU's grænseværdi, forklarer medejer Thomas Jakobsen.
"Vi finder den her sag urimelig. Varen er ikke farlig, og vi er ikke bange for, nogle mennesker kan blive syge af at spise vores laks. Dog arbejder vi nu efter nultolerance," siger Thomas Jakobsen, der har tilbagekaldt laksen.
- Bakterien listeria findes i seks arter i blandt andet spildevand, planter, hos tarmen og i menneskesker.
- Kun få bliver syge af listeria - men i værste tilfælde kan bakterien have alvorlige konsekvenser som blodforgiftning og meningitis. Du kan også få sygdommen listeriose, der oftest rammer ældre og svagelige.
- Et tocifret antal danskere dør hvert år af listeria.
UDVID