Solgt til sex: Så mange er handlet i Danmark i år
35 udlændinge vurderes i første halvår af 2014 at være ofre for menneskehandel. Færre af dem er ofre for tvangsarbejde end tidligere.
Langt de fleste ofre, som fremgår af den officielle statistik for menneskehandel, var tvunget til prostitution. Men antallet af handlede til slave-arbejde er reelt langt højere, mener eksperter.
Langt de fleste ofre, som fremgår af den officielle statistik for menneskehandel, var tvunget til prostitution. Men antallet af handlede til slave-arbejde er reelt langt højere, mener eksperter. Claus Bjørn Larsen/POLFOTO/arkiv


Salg af sex, tvangsarbejde eller kriminalitet. Det er, hvad udlændinge er blevet handlet til Danmark for at lave.

35 personer vurderes officielt at være ofre for menneskehandel i første halvår af 2014. Det viser en ny opgørelse som Center mod Menneskehandel har lavet til Avisen.dk.

Center mod Menneskehandel (CMM) skønner, at det reelle omfang af ofre for menneskehandel er noget større.

- Tallene fra 2014 siger alene noget om antallet af ofre som officielt er vurderet til at være ofre for menneskehandel, siger konsulent Martine Grassov.

Nigerianske kvinder solgt til sex

Langt størstedelen af ofrene er prostituerede. Det drejer sig ifølge CMM om 29 kvinder ud af de i alt 35 personer, som er ofre for menneskehandel.

Derudover har ofrene været handlet til tvangsarbejde, til at begå kriminalitet, indgå ægteskab eller til seksuel udnyttelse.

Færre ofre for tvangsarbejde

To tvangsarbejdere havde arbejdet i rengørings- og restaurationsbranchen. Det er noget færre end i 2013, hvor i alt 11 ofre for menneskehandel blev udnyttet til tvangsarbejde.

Ifølge Martine Grassov kan man dog ikke tale om et reelt fald, da tallene for 2014 og 2013 er forholdsvis små.

- Det er forholdsvist nyt, at myndigheder og vores samarbejdspartnere har fokus på området, og der er fortsat brug for oplysning og uddannelse i at spotte tegn på menneskehandel, siger Martine Grassov.

Nyt marked for at udnytte udlændinge

Center mod Menneskehandel har de sidste par år øget samarbejdet med politiet, SKAT, Arbejdstilsynet og fagforeningen 3F.

Generelt er antallet af tvangsarbejdere og kriminelle ofre for menneskehandel steget siden 2009. Det mærker man også hos Rigspolitiet.

- Vi har gennem de senere år set flere personer, som er handlet til et andet formål end seksuel udnyttelse. Det kan være tvangsarbejde, siger Michael Ask, der er chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.

Han vurderer, at stigningen blandt andet skyldes, at politiet og andre myndigheder er blevet bedre til at spotte tegn på menneskehandel.

- Men jeg tror desværre også, at hele den organiserede kriminalitet har ændret sig. Folk fra de fattige områder i Østeuropa har fået lettere ved at komme til Vesteuropa. Det gør, at markedet for at udnytte dem også er blevet større, siger Michael Ask.

Sjældent ofre ønsker hjælp

'Gadejuristen' er en privat organisation, der yder retshjælp til udsatte, blandt andet stofmisbrugere, gadeprostituerede og hjemløse.

Her vurderes det, at antallet af handlede personer efter den juridiske definition er langt højere end de aktuelle tal.

Men mange udenlandske arbejdere eller prostituerede opfatter ikke selv, at de er ofre for menneskehandel.

- Når folk henvender sig til os, så er det langt mere med praktiske problemer; en udlejer, der snyder dem, en uberettiget anholdelse eller hjælp til læsebesøg, fortæller jurist Maja Løvbjerg Hansen.

- Så kan det være, at vi gennem deres historie kan fortælle dem, at de rent faktisk er omfattet af de internationale konventioners definition af trafficking. Men det er sjældent, at de ønsker at få hjælp, siger Maja Løvbjerg Hansen.

I slutningen af 2014 udløber den danske handlingsplan for indsatsen mod menneskehandel, og derfor skal der laves en ny rapport for hvilke indsatsområder, der skal styrkes.

Her kommer ofrene fra

 

  • Nigeria: 23
  • Brasilien: 2
  • Rumænien: 2
  • Uganda: 2
  • Vietnam: 2
  • Bulgaien: 1
  • Ghana: 1
  • Indien: 1
  • Serbien: 1

 

 

Kilde: Center mod menneskehandel, statistik 1. halvår af 2014.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.