Soldaterformand: Vi svigter psykisk syge krigsveteraner
En presset psykiatri gør, at veteraner med psykiske problemer ikke får nødvendig behandling, mener forening.
Bombefolkene ankommer efter bombetrusler, så politiet mandag lukkede af til Ro's Torv i Roskilde. En krigsveteran med posttraumatisk stresslidelse (PTSD) er fængslet for bombetruslerne, som lukkede to lufthavne og to indkøbscentre.
Bombefolkene ankommer efter bombetrusler, så politiet mandag lukkede af til Ro's Torv i Roskilde. En krigsveteran med posttraumatisk stresslidelse (PTSD) er fængslet for bombetruslerne, som lukkede to lufthavne og to indkøbscentre. Foto: Claus Bech/Scanpix


Når en soldat vender hjem fra krig med psykiske lidelser, kan krigsveteranen ikke altid få plads i et psykiatrisk behandlingsforløb.

Sådan siger formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), Flemming Vinther, efter en 31-årig krigsveteran med posttraumatisk stresslidelse (PTSD) tirsdag er fængslet for flere bombetrusler.

Han udtaler sig ikke om sagen, men siger generelt:

- Det kan være svært at få folk indlagt i specielt længerevarende forløb. Psykiatrien er så presset, at man bliver skubbet ud af andre, der har det endnu værre. Det oplever vi desværre oftere, end vi har lyst til.

Den 31-årige krigsveteran er sigtet for at stå bag en række bombetrusler, der mandag eftermiddag tikkede ind på e-mail hos indkøbscentre, lufthavne, sygehuse og uddannelsesinstitutioner landet over.

Manden blev i et grundlovsforhør i Næstved fængslet til 9. november. Han nægter sig skyldig i sigtelsen.

Det er ikke første gang, at politiet rejser sigtelse mod en krigsveteran med PTSD. I februar 2014 blev en Afghanistan-veteran dømt for bombetrusler i sommeren 2013.

Københavns Byret dømte ham til ambulant psykiatrisk behandling. Dommen var han selv, anklageren og forsvareren godt tilfreds med. Forsvaret havde nemlig stoppet med at betale hans psykologbehandling i 2012.

Ifølge formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening kan veteraner ofte få længere psykologisk behandling.

Men det er ikke altid nok, da de mere syge har behov for en helhedsorienteret indsats, lyder det fra Flemming Vinther.

- Det er et problem, fordi man får ikke taget rigtig hånd om folk. Man får lavet lidt brandslukning, men så står de der igen. Alene og udsatte, siger han.

De psykisk syge krigsveteraner har ifølge formanden brug for, at der også bliver taget hånd om deres andre udfordringer som økonomi, bolig og sociale forhold, for at de skal få det bedre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.