Solbakken: Vi spillede disciplineret og kontrolleret
FC Københavns manager Ståle Solbakken var tilfreds med 2-0-sejren og især debutanternes indsats mod Newtown.
Ståle Solbakken var tilfreds med sejren over Newtown torsdag aften.
Ståle Solbakken var tilfreds med sejren over Newtown torsdag aften. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/Polfoto


Det blev aldrig nogen stor fodboldkamp eller målfest, men FC Københavns 2-0-sejr hjemme over Newtown var også værd at tage med til Wales i næste uge.

Det mener FCK-manager Ståle Solbakken, som nu ser gode chancer for at gå videre fra anden runde i Europa League-kvalifikationen.

- Vi fik kampen derhen, vi gerne ville. Vi skabte mange chancer, og vi skulle have scoret mange flere mål. Men det er, hvad der sker.

- Vi holdt nullet, som altid er vigtigt. Og vi spillede disciplineret og kontrolleret, siger Solbakken til TV3+.

FCK-debutanterne Benjamin Verbic og Kasper Kusk scorede et mål hver i sejren, mens den tredje debutant Peter Ankersen også leverede en god præstation som højre back.

- Det havde jeg håbet på. Vi fik en fin start, hvor Kasper og Peter viste flot sammenspil, og så scorede Kasper et godt mål til slut, som giver os et godt udgangspunkt, siger nordmanden.

Verbic udgik i kampens overtid med en knæskade, men det var ikke noget, der bekymrer FCK-manageren.

- Benjamin fik et smæld i knæet. Vi håber, at det ikke er så slemt, lyder det fra Solbakken.

FCK spiller returkamp mod Newtown i Wales på torsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.