Solbakken: Vi har længe ønsket os Kasper Kusk
Træner Ståle Solbakken glæder sig til at se Kasper Kusk folde sit potentiale ud efter skiftet til FC København
Ståle Solbakken glæder sig over at kunne indlemme Kasper Kusk i truppen.
Ståle Solbakken glæder sig over at kunne indlemme Kasper Kusk i truppen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Fredag offentliggjorde FC København købet af den tidligere AaB'er Kasper Kusk, som københavnerne har købt fri i hollandske FC Twente.

Kusk er udset til at bringe nyt liv i den FCK-offensiv, som i de seneste to sæsoner ikke har leveret på vanligt niveau.

FCK-træner Ståle Solbakken har længe haft et godt øje til Kasper Kusk.

- Kasper er en spiller, vi længe har ønsket os at se i FC Københavns trøje, og vi er meget tilfredse med, at det nu kommer til at ske. Vi glæder os meget til at se Kasper folde sit store talent ud i København, siger Ståle Solbakken til FCK's hjemmeside.

Kasper Kusk står noteret for otte A-landskampe, men har på det seneste ikke været blandt Morten Olsens udvalgte efter en skidt sæson i Twente.

- Kasper har haft et uheldigt forløb i Twente, men han har vist både for AaB og landsholdet, at han kan spille på højt internationalt niveau, hvor han bidrager med både målfarlighed og assister, lyder det fra FCK-træneren, der har store forventninger.

- Han har en høj spilintelligens, og han har stadig masser af potentiale, der kan løfte ham til en endnu højere hylde. Det er vi sikre på, at han vil gøre i København, slutter Ståle Solbakken.

Kasper Kusk nåede kun en enkelt sæson i Holland og får trøje nummer 17 i FCK, når han efter sommerferien slutter sig til sine nye holdkammerater.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.