FC København skal tirsdag aften forsøge at følge op på en forrygende start på gruppespillet i Champions League, når FCK på udebane møder de engelske mestre fra Leicester.
Ståle Solbakkens mandskab ankom mandag til den midtengelske by med en tro på, at holdet kan få et resultat med hjem.
Leicester har fået en god start på gruppespillet med sejre over Club Brugge og FC Porto, men til gengæld har det engelske mesterhold haft problemer i den hjemlige Premier League.
Leicester er derfor blevet kritiseret for holdets samlede start på sæsonen. I weekenden tabte Kasper Schmeichel og co. på udebane 0-3 til Chelsea.
- Jeg tror ikke, at det får betydning for kampen, siger Ståle Solbakken på et pressemøde.
- Leicester har faktisk været stabile på hjemmebane, men tabt på udebane til nogle af ligaens giganter som Chelsea, Liverpool og Manchester United. I de kampe vil alle hold komme i problemer.
- De har spillet to gode kampe i Champions League og været bedre end modstanderen, så jeg tror, at de har selvtilliden i orden.
- Men det ville da være rart at score det første mål og se deres reaktion, siger FCK-manageren.
Hvis det skulle skrante med selvtillid hos Leicester, så gør det modsatte sig gældende hos FC Københavns spillere.
FCK slog for tre uger siden Club Brugge 4-0 i en forrygende forestilling efter en lovende åbning på gruppespillet med 1-1 i Porto.
Ståle Solbakken har også en opskrift på, hvad der skal lykkes for at få et resultat med hjem tirsdag aften.
- Vi skal være så meget FCK, som vi kan være. Vi skal stå igennem de første 15 minutter, hvor de vil kommende flyvende og give os et tempochok. Der er forskel på tempoet i Premier League og i Superligaen, og det vil de udnytte.
- Når kampen så har fundet sit mere naturlige leje, så kan vi komme til at spille vores eget spil, siger Solbakken.
Leicester topper gruppe G med seks point, mens FCK indtager andenpladsen med fire point.
Tirsdagens opgør i Leicester spilles klokken 20.45.
/ritzau/