Solbakken: Det kræver to sejre for at gå videre
Ståle Solbakken mener, at der skal ti point til, for at FCK går videre til CL-ottendedelsfinalen.
Ståle Solbakken og FC København skal onsdag forsøge at revanchere sig mod Leicester. De engelske fodboldmestre vandt 1-0 på hjemmebane for to uger siden.
Ståle Solbakken og FC København skal onsdag forsøge at revanchere sig mod Leicester. De engelske fodboldmestre vandt 1-0 på hjemmebane for to uger siden. Foto: Anders Kjærbye/Scanpix


FC København skal have mindst seks point i sine sidste tre gruppekampe i Champions League for at gå videre til ottendedelsfinalerne. Det mener FCK's manager, Ståle Solbakken.

Først gælder det onsdagens hjemmekamp mod Leicester, derefter en hjemmekamp mod Porto og til sidst en udekamp i Brugge.

- Det kræver ti point for at få andenpladsen i gruppen, siger Ståle Solbakken, hvis mandskab har fået fire point i de første tre kampe.

Vinder FCK to ud af de sidste tre kampe, er det ikke nødvendigvis sikkert, at det er nok til at sikre avancement. Både Porto og Leicester kan ende over københavnerne alligevel.

FCK's point skal først og fremmest komme i de to hjemmekampe.

- Vi har en bedre chance for at vinde på hjemmebane end udebane i Champions League. Vi har været i Champions League fire gange, og det viser statistikken, siger Ståle Solbakken.

I årets Champions League har FCK vundet sin hidtil eneste hjemmekamp. Det var 27. september, hvor det blev til en 4-0-sejr over Club Brugge.

- Vi har en fair chance for at vinde mod Leicester, konstaterer Ståle Solbakken.

For to uger siden vandt Leicester med 1-0 over FCK blandt andet takket være en pragtredning til sidst i kampen fra Kasper Schmeichel.

Den kamp har givet FC København en god fornemmelse, siger anfører Thomas Delaney.

- Leicester er favorit. Men vi har en god fornemmelse efter kampen i Leicester, og vi tror, at vi kan få et godt resultat, selv om vi ikke er favoritter.

- Vi tror på os selv, og vi har leveret mange gode ting i Europa, så vi har en tro på, at vi kan spille op med et godt hold som Leicester. De gav os også nogle problemer, siger Thomas Delaney.

FCK forventer tæt på udsolgt til onsdagens kamp, hvor der vil 3400 Leicester-fans til stede.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.