Solbakken advarer mod bundprops direkte spillestil
FC København møder mandag Silkeborg, som ganske vist ligger sidst i tabellen, men er inde i en god periode.
FC Københavns manager Ståle Solbakken vil have midtbanespillerne til at score flere mål
FC Københavns manager Ståle Solbakken vil have midtbanespillerne til at score flere mål Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/Polfoto


FC Københavns manager Ståle Solbakken forventer, at mandagens opgør ude mod bundholdet Silkeborg bliver en helt anden fodboldkamp end sidste spillerundes 0-0-derby mod Brøndby.

- Silkeborg har scoret otte mål i de seneste tre kampe og har en meget direkte spillestil, så det bliver på mange måder en helt anden type kamp end i Brøndby i mandags, siger manager Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.

FCK har selv scoret syv mål i de seks spillerunder siden vinterpausen, men det har dog indbragt 11 point, hvilket kun overgås af FC Midtjylland.

Solbakken er dog godt klar over, at de manglende scoringer stadig er en udfordring for københavnerne.

- Hvis vi ser bort fra Brøndby-kampen, har vi sådan set skabt chancer nok, men det er en blanding af udygtighed og uheld, at det ikke er blevet til flere mål.

- Vi får dog stadig point hver gang, bortset fra udekampen i Odense, som vi burde have vundet klart. Men som jeg har sagt før, handler det ikke bare om angriberne, siger nordmanden.

Angriberne Andreas Cornelius og Steve De Ridder har brændt for mange chancer, mens Nicolai Jørgensen er den eneste af midtbanespillerne, som for alvor har ramt målet.

- Nicolai scorer de mål, man kan forvente, men der er for mange af midtbanespillerne, der ikke i tilstrækkelig grad ser det som deres opgave at score mål. Derfor er det mere nuanceret end bare at skyde på Corner eller Steve, påpeger Solbakken.

Forude venter et tæt FCK-program med tre kampe på seks dage, for allerede torsdag aften spilles den første af de to pokalsemifinaler mod Esbjerg i Telia Parken - og næste søndag kommer FC Nordsjælland på besøg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.