- Lad nu barnet. Vi forældre har det måske med at give vores børn lidt længere snor, når stearinlyset først er tændt, og julestemningen har indfundet sig.
De skal have lov til at blive oppe lidt længere, forkæles med julegaver, pakkekalendere, adventsgaver, chokolade... Ja, det kan hurtigt tage overhånd, fordi børnene også skal vide, at det er jul.
Men særligt vuggestue- og børnehavebørn kan slå sig på juleritualerne, advarer sundhedsplejersker.
Små børn har brug for rutiner og trygge rammer, og det kan blive for meget af det gode med julefrokoster og uvante rutiner i julemåneden, siger sundhedsplejerske og medforfatter til bogen Børnekalenderen, Dorte Fischer.
- Selvfølgelig kan børn godt klare at komme senere i seng en enkelt aften, for eksempel juleaften, men man skal passe på med at have mange dage med julefrokoster, hvor barnet ikke får sin middagslur og ikke sover som normalt. Du risikerer at få et ulykkeligt barn, siger Dorte Fischer.
Børn har i deres første år brug for faste sove- og spisetider. Jo mere stabilitet, jo mere overskud vil barnet naturligt have til at møde gæster og tage del i alt det, der sker i julen, påpeger netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, som står bag netsundhedsplejerske.dk.
- Hvis forældrene gerne vil have, at deres børn skal kunne være lidt længere oppe jule- eller nytårsaften, kan det være en god idé at lægge en lille middagslur ind midt på dagen, også selvom barnet er begyndt at springe sin lur over, siger Helen Lyng Hansen.
Søvn er - til nogle forældre og bedsteforældres store overraskelse - vigtigere end pakker, når man er en lille dreng eller pige.
Den gavmildhed, der ligger bag december måneds kontinuerlige gaveregn, kan virke overvældende for små børn.
- Prøv at holde gaveniveauet på et minimum. Hvis man insisterer på at give gaver hver dag i form af pakkekalendere og lignende, kan man måske nøjes med en legoklods, så man til sidst kan samle en hel Duplo-figur. Det er jo ikke legetøj, børn har mest brug for, siger Dorte Fischer.
Et andet råd kan være, at børn ikke nødvendigvis behøver at få alle sine julegaver juleaften på én gang.
For nogle børn kan det godt virke meget voldsomt og helt uoverskueligt, mener Helen Lyng Hansen.
- Der er noget dejligt ved at mærke, at det er jul og at julen ofte betyder mange gaver - men for børn kan det være ekstra dejligt, hvis man kan få lov til at få en gave i løbet af dagen, så har barnet også noget at lege med, imens vi venter på, at det skal blive juleaften, siger Helen Lyng Hansen.
Nogle gange vil børnene også blive så trætte om aftenen, at det vil være helt okay at lægge dem i seng og så kan de eventuelt få de resterende gaver og lege videre næste morgen, foreslår hun.
- Hold øje med hvad dit barn indtager af mad i juledagene. Stil eventuelt fadet med julegodterne uden for børnerækkevidde.
- Undgå nødder og rosiner. Børn under 3 år bør ifølge Sundhedsstyrelsen ikke spise mere end 50 gram rosiner om ugen. Nødder kan være farlige, fordi de mindste ikke formår at synke dem ordentligt.
- Pas på citrusfrugter og køb gerne økologisk, som er fri for sprøjtegift. Appelsiner kan godt irritere huden, så det svier og virker ubehageligt.
Kilder: Dorte Fischer, Helen Lyng Hansen
/ritzau/FOKUS