Søster bekræfter: Min bror døde efter rave-fest i Sverige
Svensk politi har fundet liget af en mand, der menes at være dansk. Kvinde siger, at det er hendes bror.
Det er med stor sorg, at vi må meddele, at min bror Martin Bentzen ikke er blandt os mere. Han er fundet her til aften af det svenske politi og militær, ikke langt fra Festival Pladsen. Tak til alle som har støttet os, skriver søsteren på Facebook.
Det er med stor sorg, at vi må meddele, at min bror Martin Bentzen ikke er blandt os mere. Han er fundet her til aften af det svenske politi og militær, ikke langt fra Festival Pladsen. Tak til alle som har støttet os, skriver søsteren på Facebook. Foto: Privat


Det var liget af den 31-årige dansker Martin Bentzen, der mandag aften dukkede op ved byen Askum i det sydvestlige Sverige.

Det oplyser hans søster ifølge flere medier på Facebook, efter at svensk politi tidligere bekræftede, at man havde fundet et lig i det område, hvor den danske mand lørdag forsvandt fra en rave-fest.

- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at min bror Martin Bentzen ikke er blandt os mere. Han er fundet her til aften af det svenske politi og militær, ikke langt fra Festival Pladsen. Tak til alle som har støttet os, skriver søsteren på Facebook.

Da Martin Bentzen ikke kom hjem til sit telt efter rave-festen lørdag aften, blev hans venner urolige og anmeldte hans forsvinden til politiet.

Politiet koncentrerede eftersøgningen i området omkring festivalpladsen, der ligger i skoven udenfor Askum, og mandag aften førte det altså til fundet af et lig.

Mandag aften var politiet dog endnu ikke klar til endeligt at bekræfte, at der var tale om danskeren.

- Men med største sandsynlighed er det ham. Det, som gør, at vi ikke kan bekræfte det med 100 procent, er, at han ikke havde noget ID på sig, sagde Jan Wirén, stedfortrædende vagthavende fra politiet, til den svenske avis Expressen.

Overfor avisen understregede han, at man ikke mener, at der ligger nogen kriminel handling bag den danske mands forsvinden.

- Vi havde naturligvis ønsket en anden udgang. Samtidig er det godt, at vi fandt ham, så de pårørende får en afslutning, lød det fra Jan Wirén.

Det er endnu ikke oplyst, hvordan danskeren er død, men tidligere beskrev politiet terrænet i området som "utilgængeligt".

- Visse områder er decideret farlige. Der et blandt andet tale om kløfter og vandløb, sagde politiets pressetalsmand til Aftonbladet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.