Søren Pind langer ud efter LA: I bedriver ekstremistisk parlamentarisme
Uden at nævne LA-lederen ved navn sender justitsminister en bredside afsted mod støttepartiet for valgtrusler.
Justitsminister Søren Pind kalder det "ekstremistisk parlamentarisme", når LA truer med valg, hvis ikke topskatten lettes. Venstre blev dog selv et stort parti på at føre ekstremistisk parlamentarisme i 1800-tallet, lyder svaret fra LA's politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.
Justitsminister Søren Pind kalder det "ekstremistisk parlamentarisme", når LA truer med valg, hvis ikke topskatten lettes. Venstre blev dog selv et stort parti på at føre ekstremistisk parlamentarisme i 1800-tallet, lyder svaret fra LA's politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix


- Dansk politik har hidtil været præget af gensindig tillid på trods af uenigheder. Det er ved at blive sat over styr.

Sådan lyder det fra justitsminister Søren Pind (V), som i en kronik i søndagsudgaven af Jyllands-Posten skærper modsætningen til regeringens støtteparti Liberal Alliance.

Søren Pind undlader at nævne LA-leder Anders Samuelsen ved navn, men adressen på kritikken er ikke til at tage fejl af:

- Der sker mærkelige ting i disse tider. Holdninger markeres historisk skarpt på noget nær ekstrem vis sine steder. Også i det parlamentariske arbejde. Jeg vil tillade mig at kalde det ekstremistisk parlamentarisme.

- Det er sagen, når man gravlægger det samarbejdende folkestyre og meddeler, at man vil vælte en regering, medmindre den sørger for, at andre partier vil stemme for det, man selv kræver, skriver Søren Pind i kronikken med titlen "Ekstremistisk Parlamentarisme".

Venstre blev selv stærke på at føre ekstremistisk parlamentarisme i 1800-tallet, lyder svaret fra politisk ordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA).

- Jeg luner mig ved, at Venstre er et parti, der i virkeligheden er blevet stort i kampen for parlamentarisme mod Højre i 1800-tallet. Det tror jeg, de skal finde tilbage til, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Han ligestiller dermed indirekte LA's topskattekamp med den bitre forfatningskamp, hvor Venstre frem mod systemskiftet i 1901 forsøgte at tvinge Højre-regeringen væk ved gang på gang at afvise finansloven.

Søren Pind mener, at jeres linje truer muligheden for en borgerlig regering 10 år frem. Hvad siger du til den kritik?

- Jeg siger: Dem, der tror, at de kan vide, hvad der kommer af regeringer om fem og ti år, de tager fejl.

Hvis det ender med, at I vælter Venstre-regeringen, hvad gør I så efter et valg? Vil I så også vælte den næste borgerlige regering, hvis den ikke sænker topskatten?

- Jeg tror, der er lige rigeligt med hvis'er i spørgsmålet. Med al respekt. Vi går efter at få lavet en god aftale i efteråret. Det er vores førsteprioritet.

Men det giver vel ikke at mening at true med et valg og udløse et valg, hvis man så ikke gør det, næste gang en borgerlig regering siger nej til topskattelettelser?

- Nej, nej. Jeg siger bare, at nu tror jeg, alle har godt af at slå lidt koldt vand i blodet på en søndag.

- Prøv at høre her: Regeringen sidder på et regeringsgrundlag om at sænke topskatten med fem procentpoint. Det er det, vi skal sikre i efteråret, og så er der en masse andre ting, der er vigtige for andre partier.

- Det tager vi derfra og glæder os til forhandlingerne, siger Simon Emil Ammitzbøll.

LA-vælgerne støtter tilsyneladende den kontante linjen. I hvert fald viser en måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, at Liberal Alliance står til 8,0 procent af vælgerne mod 7,5 procent ved valget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.