Søren Pind giver sig selv mundkurv på om grænsekontrol
Trods grænsekontrollen er asyltallet højt, men justitsminister Søren Pind kommenterer ikke på det længere.
Justitsminister Søren Pind (tv.) var med til at offentliggøre indførslen af grænsekontrol til Tyskland i mandags.
Justitsminister Søren Pind (tv.) var med til at offentliggøre indførslen af grænsekontrol til Tyskland i mandags. Foto: STINE BIDSTRUP/POLFOTO


Justitsminister Søren Pind (V) giver sig selv mundkurv på om grænsekontrollen, som Danmark indførte mandag.

Den medfører "efter alt at dømme højere asyltal. Meget.", skrev han ellers på Twitter tirsdag - godt et døgn efter at regeringen havde indført en midlertidig kontrol ved den dansk-tyske grænse.

Pinds hurtige konklusion på grænsekontrollen medførte en del kritik, men justitsministeren ønskede ikke at uddybe sine ord på det sociale medie.

Det gør han torsdag til Ritzau, men Pind er fortsat meget tavs om sit tweet.

- Det har jeg slet ingen kommentarer til. Jeg har sagt, hvad jeg har at sige om det, og det har jeg ikke tænkt mig at sige yderligere om.

- Grænsekontrol og udlændingelov hører under Inger Støjberg, og jeg må henvise dig til at tale med hende om det, siger Pind med henvisning til partifællen Støjberg, der er udlændinge- og integrationsminister.

Støjberg sagde selv følgende til TV2 News tirsdag:

- Jeg vil være ked af at konkludere noget på baggrund af bare ét døgn.

Spørgsmål: Søren Pind, har du fortrudt dit tweet?

- Jeg har slet ingen kommentarer til den sag. Jeg har skrevet det, jeg har skrevet, siger Pind.

Selv om Danmark mandag indførte en midlertidig grænsekontrol til Tyskland, fortsætter mange mennesker med at søge asyl i Danmark.

Det viser det seneste offentliggjorte tal fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet torsdag.

Det seneste tal er for onsdag, hvor 99 personer søgte asyl. Samtidig opjusterer ministeriet tallet for tirsdag til 155 asylansøgere. Dermed har 365 personer søgt asyl i Danmark siden mandag, hvor grænsekontrollen blev indført.

Regeringen forventer, at der i år vil komme 25.000 asylansøgere til Danmark. Den danske grænsekontrol gælder foreløbig i 10 dage. Støjberg har dog sagt, at hun forventer, at perioden vil blive forlænget.

Det scenarie er formentlig kun blevet mere sandsynligt, efter at Sverige torsdag valgte at forlænge sin grænsekontrol en måned mere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.