Søren Pind frygter: Valg kan give S magten i 10-15 år
Et valg nu vil splitte blå blok til atomer og skabe et internt had i blokken, frygter justitsminister Søren Pind (V).
- Jeg er oprigtigt bekymret. Hvis det her ender galt, bliver konsekvenserne meget barske, sagde Søren Pind i en debat med blandt andet Anders Samuelsen (LA)
- Jeg er oprigtigt bekymret. Hvis det her ender galt, bliver konsekvenserne meget barske, sagde Søren Pind i en debat med blandt andet Anders Samuelsen (LA) Foto: Henning Bagger /Scanpix/Arkiv


Hvis Liberal Alliances krav om topskattelettelser udløser et folketingsvalg, vil blå blok blive splittet til atomer og blive præget af et had, der vil sikre Socialdemokraterne regeringsmagten de næste mange år.

Justitsminister Søren Pind (V) var helt klar i mælet, da han lørdag mødte op til en de mange debatter til Det Fynske Folkemøde, som var arrangeret af Fyens Stiftstidende.

Her deltog han i en debat med Rasmus Nordqvist, Benny Engelbrecht (S) og Anders Samuelsen (LA) om opbruddet i dansk politik. Debatten kom dog hurtigt til at handle om det truende brud i blå blok efter Liberal Alliances ultimative krav om topskattelettelser.

- Hvis der bliver valg, vil blå blok blive atomiseret. Alle vil synes, at det er de andres skyld. Det had, der vil opstå mellem partierne i blå blok, vil gøre, at Socialdemokraterne vil sidde med regeringsmagten de næste 10-15 år, sagde Søren Pind.

Anders Samuelsen var dog ikke til at rokke. Han forsikrede, at partiet vil få kravet igennem, så der ikke kommer folketingsvalg før tid. Og hvis det endeligt skulle ske, bærer Dansk Folkeparti ansvaret, sagde Anders Samuelsen.

- Hvad er det for et parti, der vil smide det hele på gulvet, hvis vi accepterer en ældrecheck og vækst i den offentlige sektor. Så er det i hvert fald ikke mit ansvar. Så må det være DF, der har ansvaret, sagde Anders Samuelsen.

Ifølge Søren Pind tegner forhandlingerne om regeringens 2025-plan sig dog til at blive ualmindeligt svære.

- Alle skal gerne kunne komme ud af forhandlingslokalet med æren i behold. Det bliver svært nu. Jeg er oprigtigt bekymret. Hvis det her ender galt, bliver konsekvenserne meget barske, sagde Søren Pind.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.