Søren Kjeldsen tæt på miraklet: Skuffet over udfaldet
Søren Kjeldsen satte turboen på i sidste runde af Made in Denmark, men måtte nøjes med en delt andenplads.
Søren Kjeldsen måtte nøjes med andenpladsen ved turneringen i Himmerland. (René Schütze/POLFOTO)
Søren Kjeldsen måtte nøjes med andenpladsen ved turneringen i Himmerland. (René Schütze/POLFOTO) Foto: RENÉ SCHÜTZE/POLFOTO


Efter lørdagens tredje runde, sagde Søren Kjeldsen, at der skulle noget magisk til, hvis han skulle hente englænderen David Horsey ved European Tour-turneringen Made in Denmark i Himmerland.

Der var også noget magisk over Søren Kjeldsen i perioder af søndagens fjerde runde, hvor David Horsey samtidig virkede til at være ramt af de klassiske gummiben.

I sidste ende udeblev miraklet dog, og det skuffede den populære nordjyde.

- Jeg er glad for måden, jeg spillede på, men dybt skuffet med måden det endte på, siger Søren Kjeldsen.

Danskeren lagde stærkt ud søndag med fire birdies på de første syv huller, dog forstyrret af en enkelt bogey.

Søren Kjeldsen kunne imidlertid ikke holde det høje niveau på anden halvdel af runden, selv om han lavede en birdie på 13. hul.

Spændingen var dog intakt til det allersidste, da Søren Kjeldsen inden sidste hul kun var ét slag efter englænderen. Desværre blev den magiske illusion i Gatten forpurret, da Søren Kjeldsen indkasserede en bogey, og så kunne David Horsey trave af sted med sejren.

Selvom Søren Kjeldsen ikke kunne nå sejren, så er den altoverskyggende følelse stadig positiv efter den solrige uge i Himmerland.

- Det har været helt vildt. Folk har været så søde og hjulpet mig frem hele ugen. Det har jeg været meget berørt af. Det har været fantastisk at mærke, så tusind tak til alle dem for en dag, som jeg aldrig glemmer, siger den 40-årige nordjyde.

Søren Kjeldsen kan sætte 99.790 euro (745.000 kroner) ind på bankkontoen efter turneringen i Gatten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.