Søren Kjeldsen spiller sig op på sidstedagen i Kina
Søren Kjeldsen kan tage 430.000 kroner med hjem fra Kina efter en plads som delt nummer 40.
Søren Kjeldsen ses her under Made in Denmark. De seneste dage har han spillet på Sheshan International Golf Clubs bane i Kina.
Søren Kjeldsen ses her under Made in Denmark. De seneste dage har han spillet på Sheshan International Golf Clubs bane i Kina. Foto: Henning Bagger/Scanpix


Golfturneringen WGC-HSBC Champions i Shanghai blev ingen stor succes for feltets eneste dansker.

Søren Kjeldsen sluttede den kinesiske turnering på en delt 40.-plads, men danskeren kan i det mindste glæde sig over en god udgang på turneringen, som havde deltagelse af hele verdenseliten.

Søndagens fjerde runde gik Kjeldsen i fire slag under par, og han spillede sig dermed 15 pladser frem i feltet med en samlet score i par.

Seks birdies og to bogeys lavede Kjeldsen på sin fjerde runde.

En plads som nummer 40 udløser en check på 57.969 euro, hvilket er omkring 430.000 danske kroner.

Det står dog ikke mål med den check på næsten 11 millioner kroner, som japaneren Hideki Matsuyama kan stoppe i lommen for sin suveræne sejr i turneringen.

Matsuyama sluttede 23 slag bedre end Søren Kjeldsen. Japaneren havde syv slag ned til Henrik Stenson og Daniel Berger, der delte andenpladsen i turneringen foran den nordirske stjerne Rory McIlroy.

16 ud af verdens 20 bedste golfspillere deltog i turneringen, der var sæsonens fjerde og sidste afdeling af World Golf Championships.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.