Søren Kjeldsen spiller sig i top-5 før finaledagen
Den danske golfspiller er fire slag efter den førende spiller før sidste runde af Nordea Masters i Malmø.
Søren Kjeldsen er på vej mod endnu en topplacering på European Tour.
Søren Kjeldsen er på vej mod endnu en topplacering på European Tour. Foto: Peter Morrison/AP


Golfspilleren Søren Kjeldsen er på vej mod endnu et flot resultat på European Tour.

Lørdag spillede danskeren sig op på femtepladsen ved Nordea Masters i Malmø, da han gik tredje runde i 68 slag.

Dermed avancerer Søren Kjeldsen 19 pladser, så han er nummer fem før søndagens afsluttende runde.

Danskeren lavede seks birdies og to bogeys på runden.

Søren Kjeldsen vandt i sidste uge Irish Open, hans første sejr på European Tour siden 2009.

Med samlet 209 slag er den 40-årige dansker fire slag efter den førende, Alexander Norén fra Sverige.

Lucas Bjerregaard er næstbedste dansker som delt nummer 23 i 213 slag.

Søren Hansen ligger delt nummer 46 i 215 slag, mens Thomas Bjørn er delt nummer 64 i 217 slag.

Lørdagens runde blev en stor nedtur for den svenske amatørspiller Marcus Kinhult, som delte førstepladsen efter de to første runder.

Teenageren gik tredje runde i 77 slag og røg ned som delt nummer 14 i 212 slag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.