Søren Kjeldsen spiller fuld golfsæson i USA i 2017
Danmarks bedst rangerede mandlige golfspiller har besluttet at prøve kræfter med PGA Touren i hele 2017.
Søren Kjeldsen skifter i 2017 fokus fra European Tour til den amerikanske PGA Tour.
Søren Kjeldsen skifter i 2017 fokus fra European Tour til den amerikanske PGA Tour. Foto: Henning Bagger/Scanpix


Efter at have båret det som en drøm længe har Danmarks bedste mandlige golfspiller, Søren Kjeldsen, besluttet at spille en fuld sæson i USA.

I hele 2017 vil han således primært begå sig på banerne på den anden side af Atlanten og dermed udnytte, at han har sikret sig fuld spilleret til PGA Touren.

De seneste 19 år har han spillet på European Tour.

- Jeg har altid drømt om at spille på PGA Touren. Nu har jeg muligheden, og så skal den tages.

- Jeg vil være så god, som jeg overhovedet kan blive. Den amerikanske tour er den største tour i verden. Så når jeg har de store ambitioner, jeg har, er det naturligt at prøve at spille derovre, siger Søren Kjeldsen.

Han har sikret sig fuld adgang til PGA Touren 2017 blandt andet via flotte resultater i flere af årets majors.

I 2004 forsøgte han at få adgang til PGA Touren via Q-school, men missionen glippede dengang på sidste stadie. I 2009 havde han chancen for at spille turneringer i USA, men valgte at fravælge dem, og det har han fortrudt.

- Så da muligheden begyndte at poppe op i år, tænkte jeg derfor, at nu er det nu, for det er en oplevelse og en udfordring, jeg vil have, siger han.

Søren Kjeldsen starter sit amerikanske eventyr med Sony Open på Hawaii i januar, efter han har spillet sæsonfinalerne på European Tour.

Fra turneringen i Hawaii i januar og frem til og med US Masters i april vil han spille fast i USA.

Derefter regner han med at spille skiftevis tre uger i USA og to uger i Europa. På den måde kan han fastholde sit medlemskab af European Tour, så han eventuelt kan vende tilbage til den i 2018.

- I alt regner jeg med at spille 20 turneringer i USA og omkring 12 i Europa næste år, siger Søren Kjeldsen.

På verdensranglisten er han rangeret som nummer 48. På European Tours Race to Dubai-rangliste ligger han nummer 17.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.