Søren Kjeldsen leverer nyt topresultat i Malmø
Golfspilleren Søren Kjeldsen sluttede på andenpladsen i Nordea Masters i Malmø.
Søren Kjeldsen har ramt topformen på golfspillernes European Tour.
Søren Kjeldsen har ramt topformen på golfspillernes European Tour. Foto: Anders Wiklund/AP


Golfspilleren Søren Kjeldsen fortsætter storspillet på European Tour.

Den 40-årige dansker, der i sidste weekend vandt Irish Open, sikrede sig søndag en ny topplacering, da han sluttede på andenpladsen i Nordea Masters i Malmø.

En sidste runde i 71 slag - et under par - var nok til at sende nordjyden tre pladser frem i den samlede stilling. Han var samlet to slag bedre end tre spillere, der deler tredjepladsen.

Danskeren åbnede ellers skidt på sidstedagen med en bogey på tredje hul, og han ventede helt til hul 11 med at lave sin første af tre birdies.

I alt var Søren Kjeldsen otte slag under par efter de fire runder.

Andenpladsen indbringer danskeren en gevinst på 166.660 euro (1,2 millioner danske kroner).

På trods af det stabile spil måtte Kjeldsen dog kigge langt efter turneringens suveræne vinder, svenskeren Alex Noren, der var fire slag bedre og sluttede 12 under par.

Veteranen Thomas Bjørn endte som næstbedste dansker på en 21.-plads efter en fin sidste runde fire slag under par. Lucas Bjerregaard og Søren Hansen sluttede som henholdsvis 33 og 43.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.