Søren Kjeldsen fortsætter storspillet i British Open
Den danske OL-deltager gik anden runde i tre slag under par og rykkede op på en delt tredjeplads.
Søren Kjeldsen er stærkt spillende i British Open.
Søren Kjeldsen er stærkt spillende i British Open. Foto: Matt Dunham/AP


Golfspilleren Søren Kjeldsen har bidt sig fast i den absolutte top i majorturneringen British Open.

En anden runde i 68 slag - tre under par - sendte ham i samlet syv slag under par, hvilket rækker til en delt tredjepladsen efter de to første runder sammen med Keegan Bradley fra USA.

Kjeldsen indledte torsdag med at gå Royal Troon-banen i fire slag under par og fulgte op med en stabil runde fredag, der bød på tre birdies og slet ingen bogeys.

Det er fortsat amerikaneren Phil Mickelson, der fører turneringen. Amerikaneren imponerede stort ved at tangere banerekorden på 63 slag på førstedagen, og han fulgte op med 69 slag fredag.

Han er i samlet 10 slag under par, mens nummer to, svenske Henrik Stenson, er ét slag efter.

Fredag eftermiddag skulle Thorbjørn Olesen forsøge at klare cuttet til weekendens finalerunder, men det var han ikke i nærheden af. Han han skulle bruge 79 slag fredag og sluttede dermed i ni slag over par. Det var syv slag fra cuttet.

Definitivt ude er også turneringens tredje dansker, Lasse Jensen, der gik anden runde i fire slag over par og sluttede i alt 11 slag over.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.