Søren: Jeg blev snydt for barsel
Rigtig mange mænd holder mindre barsel, end de ønsker. Søren Brønchenburg er en af dem.
Fædre holder mindre barsel, end de drømmer om. En af grundene er, at mødrene tager alt barslen selv.
Fædre holder mindre barsel, end de drømmer om. En af grundene er, at mødrene tager alt barslen selv. Foto: Søren Bidstrup/ Scanpix


- Moren valgte at tage hele barslen selv, så der var ikke noget tilbage til mig.

Det fortæller Søren Brønchenburg på 48 år. Han er far til to piger, og den første fik han med en tidligere kone. Hun ville gerne have hele barslen selv, og selvom han gik til statsforvaltningen, var der ikke noget at gøre. Derfor fik han kun de første to uger og måtte bruge opsparet ferie på resten.

- Juridisk bliver fædre snydt. Der er en masse lovgivningsmæssige hindringer, som gør, at fædre ikke får lov til at være så meget sammen med deres små børn, som de faktisk ønsker, fortæller han.

Mor vil have barslen selv

At Søren holdt mindre barsel, end han gerne ville, er langt fra et enkelttilfælde. En undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder viser, at 21 procent af de adspurgte mænd holder mindre barsel, end de gerne vil.

For 44 procent er grunden, at de vil miste økonomisk på at holde barsel. De er nemlig sjældent berettiget til fuld løn i mere end de to uger, lige når barnet er født.

En anden væsentlig grund er mødrene. De vil gerne have barslen selv, og derfor får faren ikke lov til at tage del i mere end en lille del af barslen.

- Nogle kvinder føler, at de har brug for lang tid til at komme sig efter fødslen, og efter noget tid kan de ikke give slip på barnet igen, fortæller Søren Brønchenburg.

Flere fædre vil være der for børnene

Men efter hans mening bliver både mødrene og lovgivningen snart nødt til at følge med tiden. Der er nemlig ved at ske et skifte, hvor flere og flere fædre gerne vil være en stor del af deres børns liv, mener han.

- Når jeg taler med unge fædre, så kigger de undrende på mig, hvis jeg spørg, om de har tænkt sig at holde barsel. For selvfølgelig har de det, svarer de. De gør op med det, de selv har oplevet, fortæller han.

Det er på trods af, at de fleste er klar over, at barsel ikke er særlig godt for karrieren.

- Man står selvfølgelig ikke forrest efter en lang barsel, når der bliver uddelt tillæg. Derfor sætter det en lidt tilbage rent karrieremæssigt. Men børn har større værdi for de fleste.

Men hvis mændene skal have ret til at udleve deres rolle som far, så skal de have bedre rettigheder, mener han.

- De vil gerne tage ansvar for deres børn, hvilket kun er godt for både mødrene, børnene og samfundet. Men lovgivningen er stadig fuld af hindringer for, at det kan ske.

Far er stadig fremmed efter to uger

Med hans andet barn og den nye kone har Søren Brønchenburg holdt tre måneders barsel. Det er helt perfekt for ham. For det kræver tid for at både far og barn får noget godt ud af det.

- Hvis man kun har barsel et par uger, så er man stadig fremmed i barnets øjne. Det er ligesom med pædagoger, der hele tiden bliver skiftet ud. Børnene bliver først trygge og rolige, når de har vænnet sig til en over noget tid, fortæller han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.